Skolerne i strukturreformens slipvind Skolernes-fremtid-i-strukturreformens-slipvind | Page 94

kommunale selvstyre. Folkeskolen blev statens anliggende og undervisningsministeriet styrede
gennem centrale direktiver, hvad der skulle undervises i og hvornår, således at man kunne sikre at
folkeskolen sendte klare, entydige, danske signaler. Folkeskolen blev den fælles, ensartede skole og
ledelsen af den enkelte skole blev derfor at inspicere, om forskrifterne fulgtes og indberette derom.
Afsluttende bemærkninger
Den enkelte - og dens organisation – må vurdere scenarierne ud fra princippet:
•
•
er det sandsynligt? Hvis ikke har man den udfordring, at så må man enten opstille et
alternativ eller leve med at ens beslutninger baseret på ubevidste antagelser om fremtiden.
Hvis det anses for sandsynligt, bliver næste spørgsmål
er det ønskeligt? Hvis det er ønskeligt og sandsynligt, kan man jo blot lade det komme. Hvis
det ikke er ønskeligt er der stadig to muligheder: enten siger man blot: 'det var dog ærgerligt'
- eller: man går ud og medvirker til at det bliver en anden fremtid.
Efterskrift:
Johan Peter Paludan har i forbindelse med tilladelsen til gengivelse af indlægget knyttet en
personlig kommentar:
”Det er jo en del år siden, jeg skrev den artikel, men perspektivet om de større skoler er vel ikke
blevet mindre centralt efter, at der er kommet en kommunalreform.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ser den skjulte dagsorden for kommunalreformen
som værende et projekt, der går ud på at få en offentlig sektor, der kan klare sig med mindre
personale.
Denne baggrund er ikke (kun) ideologisk betinget, men også betinget af et kendskab til den
offentlige sektor personalerekrutteringsudfordring de kommende år, hvor de store årgange fra
1940’erne går på pension samtidig med at tilgangen af ung, nyuddannet arbejdskraft er aftagende.
Dette gælder bestemt også for folkeskolen og en centralisering kan derfor være god - i hvert fald i
forhold til alternativet: skoler uden lærere eller med stærkt underkvalificeret lærerkraft.
Mange mennesker hader forandringer og skolenedlæggelser som forandring er noget af det mest
forhadte - derfor alle disse friskolereaktioner.
Spørgsmålet er imidlertid hvor mange, der bliver til noget og hvor længe de holder, da det jo kræver
et løbende og vedligeholdt lokalt engagement, men det er da givet at en række gode lærere vil være
fristet af at søge derhen, bl.a. fordi den generelle beskæftigelsessituation for lærere vil se så god ud,
at man sagtens tør løbe den risiko, de private skoler indebærer.
Endelig vil jeg sige, at, om store skoler er gode og i givet fald for hvem, vel i sidste ende afhænger
af, hvordan de organiseres og praktiseres, men vi er i disse år vidne til den fortsatte vandring fra
land til by, så det bliver ikke nemmere at fastholde skolerne 'langt ude på landet'.”