Skolerne i strukturreformens slipvind Skolernes-fremtid-i-strukturreformens-slipvind | Page 103

Der er imidlertid meget stor forskel på kommunernes praksis. Nogle kommuner laver § 38-
undersøgelser i næsten alle sager, dvs. en grundig udredning af barnets eller den unges forhold og
problemer. Men der er andre kommuner, hvor man sjældent laver en sådan udredning som
fundament for at beslutte, om der skal sættes en foranstaltning i værk, og i givet fald hvilken.
Nogle kommuner bruger flittigt nye foranstaltninger, som fx praktiktilbud til den unge eller fast
kontaktperson til familien, mens andre kun så småt begynder at tage dem i anvendelse. Det er dog
forskernes vurdering, at udviklingen alt i alt går i positiv retning.
B ILAG 4
Baggrundsinformation om specialundervisning (§20,1 og §20,2)
Specialundervisningen i folkeskolen blev født som begreb i 1937.
Folkeskoleloven pålagde nemlig - i 1937 – sognene, at ”træffe foranstaltninger til særskilt
undervisning af børn, der ikke kan følge den almindelige undervisning.” Loven blev fulgt op af en
række cirkulærer i tiden efter, bl.a. et cirkulære i 1943, der angiver regler for etablering af
særundervisning af børn med læsevanskeligheder, herunder ordblinde (Kilde:
www.ordblindeinstituttet.dk)
I 1980 overtog amterne undervisningen for børn, der indtil 1956 havde ligget under åndssvage-
/særforsorgen, hvilket vil sige døve, blinde og åndssvage, f.eks. børn med mongolisme. I 20 år
derefter var der en glidende decentralisering, der nåede sit slutpunkt i 2000 med Folkeskolelovens
ændring, idet kommunerne nu fik den fulde indstillingskompetence.
Fra den 1. januar 2007 overgår hele ansvaret samt økonomien vedr. 20,2 undervisningen fra
amterne til kommunerne.
Regeringens idé med denne overgang, er, at børnene dermed får et bedre tilbud, når det ligger i
’nærheden af børnenes hjem’ – og regeringen tror også, at undervisningen vil blive billigere, fordi
der var en ’kassetænkning’ mellem kommunerne og amterne.
Begrebet ’Skolens rummelighed’ – der er utroligt svært at definere – er helt centralt i
sammenhængen med, at tilbuddet skal ligge i ’nærheden af børnenes hjem’, hvor regeringens
målsætning er, at normalundervisningen i fremtiden skal rumme langt flere børn end hidtil.
Det samme mener mange eksperter på området, herunder Undervisningsministeriets særlige initiativ
’Kvalitet i specialundervisningen’ (www.kvis.org).
Ordene fra eksperterne er undertiden voldsomme, f.eks. ord som ”segregering” og ”stigmatisering”,
dvs. holdninger til tilbud uden for normalklasserne om, at de gør ’ondt værre’ for de ’skæve børn’.
At børnene skubbes fra deres kammerater – og forbliver ’udenfor’ som nogle lidt underlige
mennesker, og at børnene fastholdes i at være ’udenfor’ og at det vil sætte sit varige præg på hele
børnenes tilværelse resten af livet, såfremt de ’skæve børn’ ikke rummes i folkeskolernes
normalklasser.