Denne overordnede forudsætning er gældende for pædagogikken i såvel dagtilbud som i skole, hvor erfaringerne fra sundhedsfremme og forebyggelse fremover kan være med til yderligere at kvalificere indholdet.
Det er afgørende, at der i kommunerne er formuleret fælles mål og visioner for det pædagogiske arbejde, så pædagogik og faglighed hænger sammen i et progressivt forløb.
Gennem anbringelsesreformen stilles der krav om en sammenhængende børne- og ungepolitik for hele kommunen. I dette arbejde inddrages erfaringer fra det pædagogiske, det sundhedsfremmende og det forebyggende område.
Et eksempel på kvalificeret sammenhæng er, at dagtilbud og skole uformelt er knyttet sammen i et lokalområde, så forældrene allerede ved indskrivning til dagtilbudet tager stilling til barnets skoleplacering.
Et andet eksempel er brugen af rullende indskrivning, hvor barnet kommer i skole, når det er fyldt 6 år.
Den rullende skolestart kræver, at skolens undervisning og helhedstilbud for de yngste elever er organiseret fleksibelt i aldersblandede grupper, og at der arbejdes konkret med undervisningsdifferentiering.
Etablering af rullende indskrivning foreslås i rapporten afgivet af regeringen skolestartudvalg, at blive et kommunalt anliggende. Adgangen til at få dispensation er hermed gjort lettere.
BKF finder det vigtigt, at der indhøstes yderligere erfaringer med rullende skolestart og ser gerne, at forskellige kommuner og skoler indgår for at få så bredt et erfaringsgrundlag som muligt.
BKF anbefaler:
· at kommunerne gennem formulering af en sammenhængende børne- og ungepolitik sikrer bredde med udvikling, læring, sundhedsfremme og forebyggelse i de pædagogiske tilbud.
· at helheden og sammenhængen tydeliggøres gennem et fælles værdigrundlag, en fælles vision og operationelle mål.
· at overgangen mellem dagtilbud og skole kvalificeres gennem tæt samarbejde i lokalområdet ud fra fælles overordnede mål.
· at der indhøstes yderligere erfaringer med rullende skolestart i forskellige kommuner for at få så bredt et erfaringsgrundlag som muligt.
Forældrene som omdrejningspunkt
I overgangen mellem dagtilbud og skole er forældrene et vigtigt omdrejningspunkt. Det er afgørende at få afstemt forventningerne og afbalanceret samarbejdet både i forhold til de stærke og de svage forældre.
Fælles dialog og samarbejde mellem dagtilbud og skole er meget afgørende for forældrenes forpligtigelse og aktive medvirken til deres barns udvikling og læring.