stået for, bidraget til en mere flydende
forståelse af race og identitet.
I USA er alle, der har en blandet sorthvid kulturarv, historisk blevet betragtet som sorte. Men de latinamerikanske samfund har udviklet forskellige
kategorier for raceidentitet baseret på
hudfarve og kulturel praksis. En person
kan ligefrem opleve at blive identificeret som havende mere end én etnicitet
bare i løbet af en enkelt dag – indfødt
derhjemme og som blandet race i skolen, eksempelvis.
I skarp kontrast til løftet om etnisk inklusion er de oprindelige grupper og
folk af afrikansk afstamning imidlertid
forblevet dårligt økonomisk stillede og
politisk marginaliserede langt ind i det
20. århundrede (selv i dag halter sorte
og oprindelige befolkninger efter deres
hvide medborgere på en lang række
parametre, for eksempel når det gælder fattigdom og mødre- og børnedødelighed).
Men til dels fordi race og etnicitet er
blevet så flydende størrelser i de latinamerikanske lande, har der kun været
lille tradition for at føre identitetspolitik, og de sorte og indfødte samfund
har haft svært ved at mobilisere sig
som en gruppe og kræve reformer.
Hertil kommer, at regeringerne – siden
midten af 1900-tallet – har forsøgt at
camouflere de etniske m odsætninger
ved i stedet at fokusere på klasseskel,
hvilket har sikret støtte fra arbejderklassen og bønderne. Politiske ledere
og embedsmænd begyndte ligefrem at
udskifte betegnelsen “indianer” (anvendt om oprindelige folk) med betegnelsen “bonde”.
27
Alligevel har de økonomiske programmer, der i virkeligheden var designet til
at hjælpe de lavere klasser, ufrivilligt
styrket mange indfødte befolkningsgrupper på landet. Og da disse populistiske programmer i sidste ende har
måttet give efter for det frie marked,
således at statsstøtten til de indfødte
samfund er blevet fjernet, har disse
mobiliseret sig i kravet om forandring.
MYTEN OM ENHED
Latinamerikas betoning af national
enhed er vokset ud af kolonitiden, der
var præget af skarpe raceskel og stærke etniske spændinger. Ud af de 11-12
millioner slaver, der mellem 1520’erne
og 1860’erne blev transporteret fra
Afrika til Amerika henover den såkaldte
Mellempassage, endte mere end 90
procent af dem, der overlevede rejsen,
i Latinamerika og Caribien. Anslået 40
procent endte i Brasilien alene. De indfødte befolkningsgrupper led også under kolonitidens brutalitet. Kolonisterne indkaldte de indfødte til tvangsarbejde, pressede dem til at leve i udkants-områder eller dræbte dem slet
og ret. Oveni hærgede europæiske
sygdomme som kopper og mæslinger
de indfødte grupper. **
Som et spejlbillede af de racistiske opfattelser, der fandtes på den nordlige
halvkugle – opfattelser, der holdt på, at
folk af blandet race repræsenterede et
genetisk tilbage-skridt – gik Latinamerikas pseudovidenskabelige racisme ud
fra, at “stærkere” hvide gener ville have
større indflydelse på individerne, og
betragtede derfor folk af blandet race
som et tegn på fremskridt hen imod et
mere “hvidt” samfund. **