videre, ned til Portiuncula. Den Syge blev anbragt i en Hytte, som laa nogle faa Skridt bag Portiunculakapellet. Her var det, han havde den Trøst at modtage Besøg af” Broder Jakobe ", Jacoba de Septemsoliis. Hun indfandt sig, just som Frans var i Færd med at diktere et Brev til hende for at bede hende komme. Rygtet om Mesterens uhelbredelige Sygdom havde naaet Rom, og Fru Jacoba medbragte den Kutte, hun havde · vævet til ham, og som skulde være hans Ligdragt, samt Voxlys og Røgelse til Begravelseshøjtideligheden. Ingen Kvinder maatte ellers betræde Portiuncula, men med” Broder Jakobe " blev der gjort en undtagelse. Under Taarer kastede hun sig over den elskede Mesters Leje- " som Magdalena ved Jesu Fødder ", hviskede Disciplene indbyrdes. Besøget oplivede Frans, og for at glæde ham yderligere, beredte Jacoba hans romerske Yndlingsret, som han sin Sygdom ofte havde talt om og Ønsket at faa. Ikke blot spiste Frans selv deraf, men Broder Bernard af Quintavalle blev kaldt ind for ogsaa at faa
Del i den sjældne Lækkerbidsken.
Jacoba de Sentisoliis ' Komme faldt i den sidste Uge, Frans levede. Den paafølgende Torsdag, som var den 1ste Oktober, samlede han Brødrene om sig og velsignede hver enkelt af dem. Med særlig Kærlighed lagde han sin Haand paa Bernard af Quintavalles Hoved.
" Skriv," sagde han til Broder Leone,” at jeg, saa godt jeg kan, ønsker og byder, at alle Brødre i hele Ordenen skal ære Bernard, som om det var mig selv, thi han var den første, der kom til mig og uddelte sit Gods til de Fattige."
Frans holdt derpaa en sidste Formaningstale til Brødrene, lagde dem paa Hjærte, fremfor alt at bevare deres Troskab mod Fattigdommen og som Symbol herpaa – mod det lille fattige Portiuncula.” Jager man Eder ud af den ene Dør, saa gaa ind af den anden,” sagde han, " thi her er Guds Hus og Himlens Port!' Han velsignede endelig af ogsaa alle Brødre, der nogensinde skulde indtræde i Ordenen- " jeg velsigner dem,” sagde han, saa meget jeg kan – og mere end jeg kan.” Frans har maaske aldrig sagt noget, der bedre udtrykker hele hans inderste Væsen, end dette plusquam possum. Den Aand, som drev ham, havde aldrig givet sig tilfreds, før han havde gjort mere, end han kunde. Ogsaa nu paa det Yderste undte den ham ikke Ro. Efter at han havde velsignet Disciplene, lod han sig klæde helt nøgen og lægge paa den nøgne Jord i Hytten. Liggende her modtog han af Gardianen som en sidste Almisse den Kutte, hvori han skulde dø, og da den ikke syntes ham fattig nok, lod han en Klud sy uden paa den. Paa samme Maade modtog han et Par Benklæder, et Reb samt den Hætte, han for at skjule Arrene i sine Tindinger altid plejede at bære. Saaledes havde han holdt sin Tro mod Fru Fattigdom til det sidste og kunde dø uden at eje mere paa denne Jord, end han havde ejet, da han kom dertil.
Udmattet faldt Frans derpaa i Søvn, men tidlig Fredag Morgen vaagnede han med store Smerter. Brødrene var stadig alle samlede om ham, og Frans ' Kærlighed til dem skulde endnu give sig et nyt Udslag. I den Tanke, at det endnu var Torsdag, den Dag, Herren havde holdt Nadver med sine Disciple, lod han nemlig et Brød bringe, velsignede det, brød det og gav alle deraf. " Og hent mig saa den hellige Skrift og læs Skærtorsdags- Evangeliet for mig!'' sagde han.” Det er ikke Torsdag idag," indvendte En. " Jeg troede, det endnu var Torsdag!” lød Svaret. Bogen blev bragt, og medens Dagen brød frem, lød over Frans ' Dødsleje de Ord af den hellige Skrift, hvori hele hans Liv og Lære ligesom var samlet:
[ Skærtorsdagsevangeliet ]
I det Døgn, Frans endnu levede, veg ingen af Brødrene fra hans Leje. Atter og atter maatte Angelo og Leone synge Solsangen for ham- atter og atter istemmede den Syge de sidste Linjer: " Lovet være Du, Herre, for Søster Død!' Af sin Gardian forlangte han derpaa igen at blive afført sine Klæder, naar det sidste Øjeblik
12