Jeg fik trang til at lægge mig ned. Og lukke øjnene. Hvorpå jeg igen flød ind i en højst besynderlig genopblomstring af en endnu mere vidunderlig sfærisk og igen tårevædet tilstand, som registreringen åbenbart havde lagt låg på. Det var ret syret, og meget anderledes end noget jeg tidligere har prøvet. Alt for kort tid efter ringede mobilens alarmsystem. Mit rationelle Ego sprang op. Forhippet på at deltage i dagens udflugt. Bum! Det cuttede stikket til mere’ Mettemor i Wonderland’, jeg var tilbage i en almindelig bevidsthed. Hmm?!!! Endnu en virkelig interessant læring til A3 arket!
Tilbage til velsignelsen i San Damiano. Her er de 3 forskellige hændelser jeg fik identificeret og som jeg stadig er fyldt af.
Den første var, da jeg så munken, som forestod nadveren, i øjnene. Det var … her slår ord vitterlig ikke til … et blik ind i de mest overjordiske smukke imødekommende øjne. Hans hoved havde et svagt gyldent modlys fra alteret. Et Altomfattende, ikke ophøjet, snarere et ligeværdigt møde, kærlighed, og så den der totalt ubetingede accept. En følelse af at trække vejret, for første gang. Sætningen’ altid, allerede, elsket’, giver dyb mening her. Jeg havde gerne stået der endnu. Håndspålæggelsen affødte en, igen momentan, lille, dog mærkbar kontraktion i solar plexus, en bøjen hovedet ned, efterfulgt af et slip og enorm lettelse. Og nu oplevede jeg, måske for første gang, hvordan det føltes at komme rigtig hjem, at føle sig fuldstændigt ubetinget velkommen. Det var dybt rørende. Og et totalt følelsesmæssigt gennembrud, en endelig forløsning af et tidligt barndomstraume, jeg har slæbt rundt på hele livet.( En afledt følge af at min tvillingsøster var syg som helt spæd.) Noget som jeg kun vanskeligt har kunnet erkende og bearbejde, da det er et før-sprogligt traume.
Endelig, korset for panden, som tilføjede timer med ustoppelige’ taknemmelighed’ s-tårer og senere den føromtalte mere sfærisk lyserøde genstandsløse ekstase.
Det var min første mundfuld af Assisi. Man kan vist roligt sige, at jeg begyndte med desserten. En hel appelsinlund landede i min turban. Jeg faldt også i’ Salatskålen’ eller snarere i salatbuffeten, men det rækker pladsen her ikke til at udfolde. Tusind tak en uforlignelig rejse, for at skabe så hjertelige og trygge rammer, og for at dele så generøst ud af kredsens 5 årtiers erfaring. Tak for åbne døren til en ny verden, for at invitere os nye ind i jeres helt særlige fællesskab, som i sig selv bærer virkeliggørelsen af Frans af Assisi.
13