Det var helt uvirkeligt at få lov til at opleve Frans’ tøndehvælvskirke i funktion! Et simpelt men utrolig smukt rum, med indbygget’ menneskelig skala’ og helt enkelt indrettet. Læg hertil en dæmpet klang fra munkenes sang i det næsten uoplyste rum. Nærmere kommer man næppe en autentisk middelalderstemning! Jeg følte mig allerede meget heldig og fulgte villigt med ind i den katolske liturgi.
Ved nadveren kunne jeg ikke undgå at bemærke, at det kun var præsterne, der drak vinen. Og indvielsen af brødet forekom også at være meget anderledes end det jeg tidligere havde overværet. Den startede med at samtlige hvidklædte munke, præsterne, nok 10-12 stykker, med ét stimlede helt tæt sammen bag alteret.
Så pegede de alle, synkront, med hver deres udstrakte arm mod bordets midte, så armene tilsammen nærmest dannede solstrålerne i en sakral solopgang, godt hjulpet på vej af genskæret fra stearinlys, lidt guldbroderier og nogle få andre blanke genstande. Så gav de sig lidt, mandede sig ligesom op og målrettede derpå opmærksomheden og deres kollektive’ kraftfelt’ mod brødet. Som derved, gætter jeg på, blev besjælet. Det forekom ret overbevisende. Som om al den franciskanske ydmyghed var tilsidesat for en stund. Et sjældent indblik i det religiøse maskinrum.
Kort efter fulgte nadveren. To af præsterne stillede sig frem. Så mærkede jeg igen en venlig, men bestemt hånd i ryggen. Normalt går jeg jo meget sjældent i kirke og nærmest aldrig til alters. Og nu stod jeg pludselig dér, nummer 5 ud af 6 i køen. Ellens belæring tikkede ind på lystavlen:’ vi kan ikke modtage nadver i den katolske kirke’! Højre hånd over hjertet blev mit første forsøg med religiøst tegnsprog. Og det virkede! Præsten lagde smilende sin hånd på mit protestantiske hoved og slog korset tegn for min pande.
I det samme og til min meget store forbavselse, sprang tårerne nu helt ukontrolleret ud af mine øjne. Helt paf, men også lidt rådvild og skamfuld, vendte jeg tilbage. Baksede med at få at tårerne til at stoppe. De var heldigvis hulkefri, det var da altid noget. Da messen sluttede, kunne tårerne endelig få frit løb. Stadig indadvendt og lettere forvirret, tænkte jeg, hvordan kommer jeg hjem tidsnok til at kunne deltage i rejsens 2. udflugt
Jeg satte mig for at følge i hælene på den ældre trinde nonne, der havde siddet på bænken foran. Jeg havde ikke en chance. Hun forsvandt snart ud af syne. Men i bagklogskabens lys, var det en god udadrettet aktivitet, der hurtigt bragte mig tilbage til klosteret.
Da jeg ankom til spisesalen, stod morgenmaden stadig fremme.’ Du virker forandret / har du været ude for’ noget’, bemærkede Erik, hvorpå tårerne igen sprang ud af øjnene. Jeg måtte forklare at jeg ikke var ked af det. Han og en anden tog sig nu god tid til at lytte og’ rumme’ det hele. En forbilledlig’ akut førstehjælp’, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen, overblikket, lysten til at spise og trangen til at opleve mere.
Heldigvis var der åbenbart endnu en hel time til vi skulle mødes igen. Det gav mig lidt tid til at samle mig.
Tilbage på værelset blev jeg efterhånden nærværende nok til at fokusere lidt på indholdet i oplevelsen fra San Damiano. Jeg ville se om jeg ikke kunne omsætte den til noget tegnbart, der kunne indplaceres i det’ koordinatsystem’, jeg allerede havde påbegyndt for at holde styr på de mange indtryk, der hobede sig op. Et forsøg på at etablere en sensorisk lynintegration, der måske kunne forhindre kluddermor i hukommelsen eller psyko-spirituel forstoppelse, hvis der ellers er noget, der hedder sådan.
Dagbogsskrivning var ikke løsningen. Dertil var der simpelthen for meget stof, og tiden for knap. Friskheden og detaljerne i observationerne ville hurtigt gå tabt, var jeg bange for. Farveblyanter forekom at være en brugbar måde at udtrykke de flyvske indsigter og umiddelbare fornemmelser. Ikke noget jeg har prøvet før, eller havde planlagt. Det opstod bare. Men det krævede en dybere inspektion.
Under granskningen af oplevelsesindholdet fra det indre plan fik jeg hurtig et behov for at skelne og sammenligne. Var det en’ feminin energi’ eller var der tyngde? var konteksten religiøs? naturrelateret? Var der resonans fra ting, rum, sang, døde, levende i samvær med andre eller alene. Var der en farve og hvor og hvordan mærkedes det i kroppen osv.
Læseren skal forestille sig en umulig, overbroderet, ufuldendt, men helt unik laboratorie-protokol i A3-format. Et resultat af stadige tilføjelser og nye varianter. Overlap, rangering af potens og dybde, graden af flygtighed eller beskrivelighed, varighed, glimt, tyngde, lethed og som om, der indgik temperaturudsving.
Men at omsætte det til noget der kunne tegnes, var svært.( Gad vide hvad Frans og Clara havde gjort?).
12