På feltrejse til Assisi
Af Mette Skovshoved
Forestil dig at komme ind med 4-toget!
Fra en opvækst næsten blottet for tro, hvor religionstimerne ofte blev brugt til at finpudse blækregningen.. Og så til at lande i Assisi, og overvære 3 fremmedord- andagt, laudes og vesper- op til 3 gange dagligt, oveni at følge kredsens tætpakkede program. Det var mildest talt en ordentlig mundfuld,’ en måde at mørbanke sin forstand og knuse sin fornuft’.
Med i kufferten havde jeg, udover’ Den kristne Mystik- fra middelalderens verden’, også en af mine tidligste erindringer om min og min farmors yndlingsting fra amagerhylden: En lillebitte rå keramikvase med farvestrålende glasurprikker. De hvide streger betyder’ ASSISI’, sagde farmor en dag. Assisssiii dansede nærmest i øregangene … Og har resoneret lige siden.
Forud for rejsen havde jeg skimmet diverse litteratur, podcast o. lign. om Frans’ liv og Assisi. Men det fæstnede sig ikke rigtigt. Jeg ankom derfor tilpas’ uforberedt’ på, hvad der ventede, ligesom da jeg læste om at føde.
Og nu sad jeg der endelig, i en taxa på Bispepladsen, 62 år efter. Vi var på vej til Eremo delle Carceri, da en banal kropsimpuls på rekordtid blev påtrængende – og så HELT uopsættelig, at jeg måtte springe ud af taxaen igen. Så stod jeg der og spejdede efter den korteste vej hjem til badeværelset. Gårsdagen lynomvisning i byens centrum havde været som en overdådig svampejagt, der hvor man ender med en fyldt kurv, men ikke aner hvor man er. Og ja, jeg endte med at spæne rundt i gaderne en god times tid, før jeg fandt den rigtige port til det rigtige kloster. Nu uden mavepine, men med bykortet mejslet ind i benene. Og helt tryg ved at færdes på egen hånd.
Det skulle komme mig til gode et par dage senere, hvor jeg vågnede jeg kl. 4, igen, igen- overraskende frisk. Efter et glas vand og et stykke knækbrød, slog det mig- måske var det tid til at genbesøge San Damiano. Hvorfor ikke tage til den morgenmesse, en smuk sjæl havde anbefalet?
Klokken’ der-lød-nonnesang-fra-kælderen’ og med fornemmelsen af en hånd i ryggen, begav jeg mig fuldstændig ubesværet afsted. Ingen kropslige
dikkedarer, nul dårlige undskyldninger, alle bekymringer om dit og dat var aldeles fraværende.
Det var en kølig men smuk morgen. Byen nærmest mennesketom. Jeg fandt let vej ud gennem byporten. Fulgte stien ned i dalen som lå helt indhyllet i en henrivende morgentåge. Panoramaudsigten var reduceret til de allernærmeste oliventræer.
Jeg ankom som en af de første. En enlig franciskanermunk stod udenfor og tog imod. Jeg fandt vej til kirkerummet og til en bænk, der var frilandsmuseet værdig. Lukkede øjnene og mediterede på noget i retning af stedets ånd.
” Frans’ tøndehvælvskirke”
Da jeg igen åbnede øjnene, var korstolene fyldt med mørkklædte munke. Så kom endnu en gruppe munke og deres organist. De bar alle hvidt tøj,’ celebrant’ hedder det vist, når man skal forestå ceremonien. Jeg har tjekket den franciskanske Ordo kalender. Det var bare en almindelig dag. Nå, men præsterne tog opstilling på begge sider af det beskedne alter og vi var nu cirka lige mange kirkegængere og munke. Omkring 50-60 i alt, godt stuvet sammen. En lille flok velopdragne unge fik mast sig ind på de allersidste ståpladser. Så begyndte messen.
11