Indtryk fra efterårsmødet
Til efterårsmødet i kredsen havde vi valgt at markere 1700-året for kirkemødet i Nikæa. Dagens foredragsholder Kasper Dalgaard, som har været med ti at skrive en anbefalelsesværdig bog om emnet. Han kaldte kirkemødet den største ændring i kirkehistorien, en skillelinje mellem en før og et helt anderledes efter. Før havde der været en kirke, som hyppigt kendte til forfølgelser og som havde måttet leve diskret og derfor også uden de store tværgående kontakter. Man må derfor forestille sig en kirke – eller måske rettere et stort antal kirker – der var kendetegnet af mange forskelle. Dette ændrede sig med Milano-ediktet i 313, hvor kejser Konstantin gjorde kristen-dommen lovlig. Det medførte en meget mere synlig eksistens og der opstod en trang til at kirken skulle være velordnet og holde sig til de samme regler. Dette var en fælles ønske både fra biskoppernes side og fra kejserens. Konstantin ønskede, at der var en fælles kirke, som han kunne forholde sig til og ikke et kludetæppe af forskellige og uenige små bispedømmer. Derfor indkaldte han til kirkemødet i byen Nikæa( i dag hedder den Iznik og ligger i det nordlige del af den asiatiske del af Tyrkiet). Kirkefolk fra hele romerriget kom sammen og kunne i kontrast til forfølgelsestiden benytte sig af hele den statslige infrastruktur med romerveje og overnatingsteder oven i købet på statens regning. Ingen ved, hvor mange der kom sammen og også selve mødets forløb er dunkelt, bevaret er blot en lang række vedtagne bestemmelser, som kan fortælle os meget om, hvor kirken kom fra, og hvilke ting i fortiden man nu ville få orden på. Det lykkedes også at blive enige om tidspunktet for påsken, at den skulle beregnes efter den romerske og ikke efter den jødiske kalender. At der sidenhen er kommet uorden i det med fælles påske, fordi nogle kirker holder sig til den julianske og andre til den gregorianske, det er så noget andet, som man økumenisk stadig gør forsøg på at løse. Det store spørgsmål på kirkemødet var spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå Jesus. Her var skillelinjen mellem dem, der opfattede Jesus som en person med en væsensenhed med Gud fra evighed af, og dem, som opfatte Jesus som en skabning anderledes end Gud, efter deres fremmeste fortaler, Arius, blev de kaldt arianere. Det blev den første opfattelse, som sejrede og som fik sit udtryk i kirkemødets vedtagelse af bestemmelsen om troen, hvor Jesus beskrives som” Gud af Gud, lys af lys, sand Gud fra sand Gud”. Det er den vedtagelse fra Nikæa, som med senere revisioner på andre kirkemøder er blevet til den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, den mest udbredte trosbekendelse i kristenheden. Dermed var uenighederne i kirken ikke slut( det bliver de nok aldrig) og i visse perioder med andre kejsere blev den arianske kristendom understøttet og desværre havde kristne også af deres egen forfølgelsestid lært, at havde man magt, så kunne man forfølge dem, som troede” forkert”.
-gbp
10