Årsmøde igen !
Kære medlemmer !
Så indbyder Assisi-Kredsen igen til årsmøde med generalforsamling . Også selv om også mange af jer var til det samme i november .
Men det var mødet i november , der var særligt . Sidste år kunne vi på grund af restriktioner ikke afholde det på det sædvanlige tidspunkt i slutningen af februar . Grunden kender I alle . Vi udsatte det så til april - efter påske , men heller ikke dette var muligt - så det endte altså med at blive i slutningen af november - i forbindelse med det , som vi plejer at kalde efterårsmødet .
Skulle vi så ikke springe over nu og gemme forhandlingerne til næste år ? Det er forståeligt , hvis mange medlemmer tænker sådan .
Men vi må jo overholde vores vedtægter ( når myndighederne ikke forhindrer det ) - og der er jo en bestyrelse , der skal vælges , og der er et regnskab , der skal godkendes .
Og så er der en anden vigtig ting , som vi tog lidt hul på i november . Og det vil vi gerne fortsætte drøftelsen af ved et møde , hvor der er flere til stede . Vi var kun 40 deltagere der , det er jo noget mindre end sædvanligt . Forhåbentligt vil flere deltage denne gang , nu hvor restriktionerne ( og forhåbentligt også snart smitten !) aftager .
Den vigtige sag er ikke mindre end kredsens fremtid . Der er medlemmer , som har været med alle dens snart 50 år , og selv om der stadig kommer nye til , så bliver både medlemmernes og bestyrelsesmedlemmernes gennemsnitsalder stadig højere . Derfor opstår spørgsmålet : hvor længe har vi ressourcerne til at fortsætte . Nogle vil afvise spørgsmålets relevans - det går jo godt , rejserne er fuldtegnede , og det i vores sammenhæng beskedne deltagertal i efterårsmødet var jo ikke så ringe endda .
Men bestyrelsen har rejst spørgsmålet . Og vi fortsætter diskussionen med medlemmerne : Skal og kan vi fortsætte , som vi har gjort indtil nu ? Skal vi finde en anderledes måde at formidle inspirationen fra Frans i en tid , hvor den kristeligt og samfundsmæssigt er meget relevant ? Eller skal vi sige , at vi fejrer vores 50-års jubilæum om to år , og så lukker vi ?
Det er jo endnu mere vigtigt end mange af de andre ting , vi skal tale om på generalforsamlingen . Så kom - rigtig mange - og vær med til at drøfte dette !
Fred og alt godt !
3