Den hellige Frans af Assisi , Johannes Jørgensen , og danskerne
Af Stig Holsting
Studenten
Da den ganske unge Johannes Jørgensen i 1882 kom til København fra Svendborg for at studere , kom har snart ind i de radikale kredse med forbilleder som Georg Brandes og – især for hans eget vedkommende – den svenske forfatter August Strindberg , hvis billeder han efter eget udsagn havde stående på sit bord .
Disse to var eksponenter for en nihilistisk rationalisme og naturalisme som modvægt mod romantik og åndelighed . Det var de såkaldte kulturradikale før dette egentlig blev et begreb , som således havde fået greb i den unge student , der på den måde kom ind i den nye studenterbevægelse – kaldet Studentersamfundet – som en reaktion mod den konservative Studenterforeningen .
Et aspekt ved denne rørelse var også et mere radikalt socialt syn på samfundet , hvor mennesket var tilværelsens midtpunkt blottet for al religiøs tænkesæt .
Således blev Johannes Jørgensen fuldt optaget af samfundsdebatten , der blev båret frem også indenfor kunsten , ikke mindst udtalt gennem den nyåbnede avis POLITIKEN , med Edvard Brandes som bannerfører . Herved kom hans livslange engagement i det humanistiske menneskesyn til udfoldelse . Livslangt blev det netop fordi han kunne finde en vis samklang med det sociale menneskesyn og den hellige Frans ’ kærlighed til de fattigste og udstødte .
Fra sit barndomshjem havde Johannes fået en dyb religiøs fornemmelse , som det nye liv i hovedstaden dog havde formået at trænge i baggrunden .
Hans hovedkulds engagement i den nye panteistiske naturfilosofi , hvor Friedrich Nietzsch ord ” Intet er sandt – alt er tilladt ” senere af ham fik tilføjelsen : ” Når alt er tilladt , må det også være tilladt at tro på en Mening ”. Og således var der begyndt at røre sig noget nyt i den unge mands sind , en rørelse , som spores i hans tidlige digtning – og som han også betegner med et citat af digterkollegaen Helge Rohde , som ” det sjælelige gennembrud ”. Samtidig blev Jørgensen eksponent for det litterære nybrud efter fransk forbillede – benævnt som symbolisme – en reaktion mod det naturalistiske menneskesyn , som han altså kortvarigt havde hyldet .
8