Far kørte ind i skolegården og helt hen til gymnastiksalen. I det
samme kom Annabel ud ad døren fra gymnastiksalen.
”Hej, Noah. Du er i sidste øjeblik.”
”Jeg ved det. Hvor mange kilo havde du?”
”15,8. Jeg fører konkurrencen, men du har sikkert mere.”
”Det tror jeg ikke.” Pis. Hvis jeg ikke var taget til farmors
fødselsdag, ville jeg have vundet.
Far og jeg slæbte sækkene ind. Annabel hjalp til. Vores
biologilærer, Anders, tog imod.
”Du har sandelig været flittig, Noah. Har du arbejdet hver dag?”
”Det har han,” sagde min far. ”Fra solopgang til solnedgang.”
”Det passer ikke,” mumlede jeg.
”Og der er ikke nogen, der har hjulpet dig?” Anders så mig i
øjnene.
”Nej,” sagde jeg.
Nu blev sækkene kigget igennem og vejet. Der måtte ikke være
glas eller sten i og dåserne skulle være tomme.
”Det ser godt ud, Noah. Lad os se, hvad vægten siger.”
Sækkene blev stablet på en stor flad vægt. Jeg fik lov at se
med. Annabel stod spændt ved siden af min far. De digitale tal
flimrede for mine øjne, nu stod de stille på… 15,7!
Jeg sukkede.
Anders sagde tallet højt. Annabel råbte yes!
”Tillykke,” sagde jeg.
”Tak Noah. Jeg er ked af, at du ikke også kunne vinde.”
”Det er okay…” Og så med ét løb mine øjne i vand. Tårer begyndte
at trille ned ad mine kinder. Jeg vendte ryggen til Annabel. Hvor
pinligt! At flæbe som et pattebarn. Havde hun set det?
Far tog om mine skuldre og ville trøste mig. Men jeg skubbede
ham væk. Hvorfor fanden havde jeg ikke droppet den fødselsdag?
Farmor fyldte jo år hvert år. Bali var once in a lifetime.
Jeg gik i seng uden aftensmad. Lagde mig i sengen med tøjet
på og trak dynen op over hovedet. Det gjorde ondt alle steder i
66
L ÆSERAKETTEN 2019