min krop. Jeg havde knoklet som aldrig før i mit liv, og til ingen
verdens nytte.
Det bankede på døren.
”Nej,” sagde jeg.
Døren gik op. Nogen kom ind. Sikkert mor. Jeg kiggede frem.
Klar til at skælde ud… Annabel stod foran mig! Hun bed sig i
læben.
”Jeg snød,” sagde hun. ”Liza hjalp mig med en sæk. Så jeg
kunne nå med ud og sejle.”
”Okay,” sagde jeg. Hvorfor fortalte Annabel mig det? ”Jeg
sladrer ikke,” sagde jeg.
”Det ved jeg. Sådan er du nemlig ikke. Og det behøver du
heller ikke. Jeg har sagt det til Anders. Lige efter du var gået.
Han trak en sæk fra, og jeg endte på 13,7. Du har vundet. Jeg
lovede at fortælle dig det.”
Annabel lukkede døren efter sig. Jeg sad lidt i sengen og
prøvede at fatte, at jeg havde vundet. Så gik jeg på YouTube.
Der var lige en video fra Bali, jeg ville vise far og mor.
trin 2
67