Jeg fortalte om fødselsdagen. Annabel sagde, at hun havde
samlet sin sidste sæk for i dag. Søndag eftermiddag skulle hun
ud at sejle med Liza og hendes far i deres nye flotte motorbåd.
”Du må gerne komme med,” sagde Liza. ”De lover sol og 25
grader i morgen. Vi sejler ud til en ø og har mad og … badetøj
med.” Hun fniste.
”Nej tak, det har jeg ikke tid til.” Mine kinder begyndte at
brænde. Havde Annabel fortalt, at hun havde set mig uden
bukser?
Jeg arbejdede hårdt. Hvis Annabel slet ikke skulle samle affald
søndag, havde jeg måske en chance for at vinde over hende. Der
lå en dåse, en juicekarton og en masse skod. Det tog lang tid at
samle op og vejede ingenting. Skulle jeg lade det ligge? Nej, jeg
gjorde det her for miljøets skyld. Og ikke for at vinde. Vådt papir
vejede mere end tørt, så jeg bandede ikke over regnen, selv om
mit tøj blev tungt.
Efter en time var sækken kun kvart fuld. Og jeg var både sulten og
tørstig. Jeg havde drukket alt mit vand.
”Hej Noah.”
Min far kom cyklende med en paraply og forsyninger. Sandwich
og danskvand. Jeg guffede maden i mig på fem minutter. Papiret
røg i sækken.
”Tak, far. Jeg må videre.”
Min far cyklede hjem igen. Han vidste godt, at han ikke måtte
hjælpe mig. Hvis man fik hjælp, blev man diskvalificeret.
Det blev søndag aften. Far hjalp mig over på skolen med
sækkene. Jeg havde arbejdet lige til deadline. Jeg havde vejet
sækkene til 15,4 kilo, men måske målte vægten på skolen
anderledes.
trin 2
65