Jeg trækker den ud, ruller den sammen og gemmer den under
jakken. Mit hjerte hamrer. Jeg har lyst til at læse den nu. Men Rick
er gennemsnitlig 4,5 minut om at være på toilettet. Der er ikke tid.
Resten af mit udebesøg er jeg rastløs. Mine tanker kredser om
artiklen. Rick fornemmer, at jeg er distræt, og spørger, om jeg vil
tidligt hjem. Jeg nikker, og vi går tilbage mod anstalten. Senere
vil jeg måske fortryde, at jeg ikke udnyttede den sidste tid bedre,
men lige nu er artiklen det vigtigste.
Jeg læser artiklen sammen med Noa. De skriver, at der er fundet
fejl i flere skanningsresultater. Og at mange familier nu kræver,
at der kontroltestes. Men politikerne er imod. Mit hjerte hopper et
slag over, da jeg ser en udtalelse fra min stedfar.
”Jeg er imod at kontrolteste. Familier, der har måttet afgive et
barn til anstalten, har været igennem en lang sorgproces. Vi vil
kun påføre dem mere smerte ved først at give dem håb og så tage
det fra dem igen. Resultaterne er næsten 100 % sikre. De fejl, der
tales om, er enkeltsituationer. Ikke det generelle billede.”
Vreden brænder i mig. Hvordan kan han være modstander af, at
vi blev testet igen? Hvis én, bare én viste sig at være placeret her
uretfærdigt, ville det da være alt besværet værd? Det er liv, han
taler om! Mit liv! Han må jo vide, at jeg ingen anfald har. Han må
da ligesom jeg have spurgt sig selv, om maskinerne måske har
taget fejl med mig?
”Vi må ned i arkivet,” siger jeg.
Noa tøver. Arkivet er der, hvor de opbevarer vores journaler. Og
i journalerne er billederne. Skanningsbillederne, der viser, hvor
aggressive vi er, og konkluderer det i et tal fra 1 til 5, hvor 1 er det
normale, det uskadelige.
”Hvordan vil du kunne se, om målingen er forkert?” siger han.
”Jeg ved det ikke. Men er du ikke nysgerrig? For Marks skyld?”
108
L ÆSERAKETTEN 2018