Jeg fjerner affaldet i store, hidsige håndfulde. Jeg kan
mærke vreden brænde under huden, og jeg tager nogle dybe
indåndinger. Ikke hidse sig op. Ikke få et anfald.
Men jeg er vred. Han har glemt hende, ligesom han har glemt
mig. Han har ikke besøgt mig på anstalten. Ikke en eneste gang.
”Vil du gerne have, vi bliver her lidt?” spørger Rick. I et kort
øjeblik har jeg lyst til at svare ja, men så kan jeg igen mærke
vreden under huden. Den står i brændende kontrast til kulden
omkring os.
”Nej. Lad os finde et sted, man kan få en ordentlig burger.”
Jeg spiser mig igennem to store burgere. På anstalten får vi aldrig
kød. En undersøgelse har vist, at for meget kød kan fremprovo-
kere aggressivitet. Men på min udedag bestemmer jeg selv.
”Jeg er lige nødt til at gå på toilettet. Kan du være alene lidt?”
spørger Rick.
”Ja, ja,” svarer jeg. Normalt må de ikke gå fra os, men Rick
kender mig. Han ved, jeg ikke laver problemer. Og jeg tror, vi
begge to foretrækker, at han går alene på toilettet.
”Og nu går du ingen vegne, vel?” spørger han og sender mig et
påtaget strengt blik.
”Selvfølgelig ikke,” svarer jeg.
Jeg ved, at andre har prøvet at stikke af på deres udebesøg.
Men helt ærlig, hvad skal det til for? Det kræver, at nogen vil
hjælpe en med at gå under jorden. Jeg har ingen herude, der ville
hjælpe.
Da døren til toilettet smækker, går jeg hen til disken, hvor der
ligger en bunke blade og aviser. Jeg rækker ud efter et blad, da
en avisoverskrift fanger mit blik:
”Fejl med skanningsresultater – Er dit barn spærret inde uden
grund?”
TRIN 3
107