ingenlunde har rystet hende af. Afstanden mellem dem er den samme, hvis ikke lidt mindre. Tobias fatter det ikke. Hvordan kan hun? Han overvejer et nedslået øjeblik at stoppe. Spørge hvad hun vil, men nej, klogest at lade være.
I stedet øger han tempoet igen. Farer forbi udsigtsbænken og videre ned mod den anden side. Det går lidt lettere nu, hvor stien fører nedad. Alligevel må han tilpasse hvert skridt for ikke at komme skævt ind på trappetrinene og risikere at falde. Hans vejrtrækning er hørbar og stødvis, nu hvor han presser kroppen. Han må holde lidt igen med farten for ikke at snuble eller forstrække noget.
Snart er han tilbage ved den egentlige kondisti. Tågen er tættere hernede ved søbredden. Han stopper i nogle sekunder, mens han lytter efter hendes skridt.
Skoven er stille. Han støtter hænderne på knæene, mens han får kontrol over åndedrættet. Stien bag ham er tom. Han ser kun den drivende tåge mellem træerne.
Trods sin hamrende puls kan han ikke lade være med at føle en vis tilfredsstillelse. Han hægtede hende af. Hun blev sat! Lidt efter retter han sig op og jogger videre langs søen. Får gradvist kroppen ind i rytme igen. Nu skal han bare hjem.
Han har kun løbet i et par minutter, da han igen hører skridt. Denne gang får lyden ham til at fare sammen. Han nægter at tro det. Hun løber inde mellem træerne, parallelt med stien, men præcist i samme tempo. Af og til forsvinder hun i tågesløret, men så dukker hun frem igen. Lidt nærmere. Hun holder stadig grenen.
For første gang får Tobias følelsen af at være jaget. Ikke blot forfulgt, men jaget. Han sætter farten op. Men det gør hun også. Pludselig slår hun et skarpt sving og ændrer retning, lige ned mod stien. I næste nu er hun foran ham. Adræt som en panter springer hun over buskadset og lander på stien, går lidt ned i knæ, da hun rammer gruset foran ham og afskærer ham vejen. Tobias bremser op.
TRIN 2 61