” Hey, hvad er dit problem?”
Hun svarer ikke, retter sig bare op og kommer mod ham, rank og med grenen hængende skødesløst, nærmest som en spydkaster i sit tilløb. Regnslaget ritscher, da hun svinger den imod ham. Tobias bakker væk.” Slap lige af, du. Hvad vil du?” Hendes ansigt er udtryksløst. Øjnene midt i den sorte mascara er tomme. Panikken griber ham. Der er mindst to kilometer hen til kanoudlejningen, hvor der måske er nogen, som kan hjælpe.
” Hvad har jeg gjort dig?” råber han forpustet og undviger endnu et udfald. Grenen rammer stien og sender grus i alle retninger. Hun hæver den igen og fikserer ham med sine kuløjne.
” Jeg melder dig!” råber han og peger på hende, mens han løber baglæns.” Du bliver meldt til politiet.”
Hun bevæger sig hen mod ham. Nu har hun fat i grenen med begge hænder, som en soldat med en bajonet.
Tobias snurrer rundt og sætter i løb, men det er ikke længere løb, det er flugt.
Nu går det den modsatte vej, tilbage ad søstien. Gennem gråt tågeslør. Et desperat øjeblik overvejer han at sætte op over granbakken igen, men kræfterne svinder. Der er ikke andet at gøre end at komme væk. Hen til nogle folk, der kan stoppe hende.
Bag sig kan han høre, at hun har øget tempoet. Skridtene rammer gruset som stempler. Det her er ikke normalt, tænker han.
Tobias’ hjerte hamrer, men han får ikke længere trukket nok luft ind til at ilte blod og muskler. Det spænder i brystet, og han mister løberytmen. Han kan høre hende lige bag sig. Regnslagets hvislelyd, støvlernes tramp, men ingen åndedrag. Hun er så tæt på nu, at hun praktisk talt kan nå ham, hvis hun rækker ud. Han mærker et prik på sin skulder.
62 LÆSERAKETTEN 2017