Tobias’ officielle tid blev 41:09. Hans far kom ind fem minutter senere og havde svært ved at skjule ærgrelsen. Siden havde Tobias været bidt af at løbe. Nu drømte han om at løbe et maraton.
Han er lige begyndt opstigningen, da han får øje på pigen. Hun står et stykke oppe på stien, der snor sig op over granbakken. Et øjeblik tror han, at det er en af de rollespillere, som man tit møder her i skoven, mest i weekenderne selvfølgelig, men så genkender han hende. Det er virkelig sært.
Han er god til at huske ansigter, og hendes har han aldrig glemt. Til Cityløbet havde der været masser af heppende tilskuere langs ruten. Et sted var en tilskuer trådt ud midt på asfalten, en høj sortklædt pige, som stod og spejdede intenst, som om hun søgte nogen bestemt. Måske en, hun kendte blandt løberne. Hun stod midt i den rivende strøm af løbere, som deltes på hver side af hende, som vandet omkring en klippe i en flod. Sandt at sige fik hun også et par kommentarer med på vejen. Og et par af de mindre tolerante’ snittede’ hende med skuldrene i forbifarten for at markere, at hun stod i vejen. Tobias var bare trukket udenom. Men så havde hun fanget ham med sit blik. Et forklaret udtryk var gledet over hendes ansigt, som om hun omsider havde fundet den, hun søgte. Som om hun tænkte: Nå, der var du! Spooky! Tobias havde bagefter svært ved at ryste oplevelsen af sig. I målområdet havde han spurgt sin far, om han også havde set den høje pige stå midt i det hele? Men faren havde ikke set noget og desuden været sur over sin dårlige tid.
Og nu står pigen her. Akkurat som under Cityløbet, nu bare midt på stien, men ikke mindre i vejen end dengang. Tobias undrer sig. Det er næsten som et deja-vu, et ubehageligt et af slagsen, nu hvor han er alene og ikke omgivet af hundredevis af andre løbere. Hun har kraftige militærstøvler på og et regnslag, og hun støtter
56 LÆSERAKETTEN 2017