Jaget vildt
HENRIK EINSPOR
PETER HERMANN
Løbestien er nøje målt af. Den er fem kilometer lang, hvis man følger søbredden. Lidt længere, hvis man hører til de seje, som vælger turen op over bakken, op til udkigspunktet, hvor anstrengelserne belønnes af et flot vue ud over søen.
Tobias vælger gerne det sidste. Også denne morgen, selvom det er for tåget til at nyde udsigten. Stigningen får altid pulsen i vejret, og han nyder at mærke sin krop arbejde. Træerne står som slørede skygger, og svampe myldrer frem langs stien. Alting lugter af råd og fugt. Kort sagt af efterår.
Han når foden af bakken og begynder opstigningen. Muskler og led arbejder som en velsmurt maskine. Hans hjerte pumper iltrigt blod rundt i kroppen. Åndedrættet er rytmisk og ubesværet. Musikken strømmer gennem hans hoved fra høretelefonerne. Han elsker bare at løbe.
Det er ikke længe siden, han løb sit første løb. Faren havde meldt dem til Cityløbet. Det skulle være sådan en far-søn ting. Tobias havde først ikke gidet, men var blevet smittet af farens begejstring, og da de endelig stod i startområdet mellem alle de andre, kunne han mærke noget ske. Om det var opvarmningen, musikken eller fælleskabsfølelsen, så blev han revet med. De sidste minutter inden løbet blev skudt i gang, blev han grebet af den samme rastløse koncentration, som alle de andre deltagere.
” Ro på, Tobias,” formanede hans far rutineret, mens han småhoppede på stedet. Faren havde løbet i årevis og kendte alle begynderfejlene; at lægge for hårdt ud eller presse sig selv, så man fik sidestik. Eller krampe. Den slags.
TRIN 2 55