efter lyder der igen en raslen. Lindas hjerte banker tungt i brystet. Det rasler tættere på hende denne gang. Hun stirrer ind i buskene, men kan ikke se noget. Hvorfor kommer månen ikke frem igen?
Luften stikker i halsen, og hun sætter farten op. Da hun kommer til den næste lygtepæl, ånder hun lettet op. Lyset beroliger hende, og nu virker det alligevel ikke, som om der er så langt hen til slutningen af skoven. På den anden side begynder markerne, og når hun kommer forbi dem, er hun næsten hjemme i Grønnehusene.
I det samme lyder der en høj tuden. Den er lang og ildevarslende. Et koldt gys løber hele vejen ned ad hendes ryg. Det begynder oppe ved nakken, hvor de små hår rejser sig og forplanter sig så mellem skulderbladene og ned langs rygsøjlen. Ikke overreagere, siger hun til sig selv. Der er ikke noget. Hun prøver at tænke på ting, der ikke er uhyggelige. Julemanden i gult og lilla, en grøn elefant. Men hele tiden genlyder den tuden i hendes hoved. Og så er den der igen. Denne gang lyder det, som om den er tættere på. Er det en ugle? Men hun har hørt ugler tude før. Det her er højere. Og mere vildt. Men der er da ikke ulve i Danmark?
Hun kommer i tanke om, at der faktisk er kommet nogle ulve til Danmark. Nu rejser alle de små hår i hendes nakke sig igen. Tænk, hvis det er den ulv. Hvis den venter ude i mørket for at æde hende.
I det samme går lygtepælen over hende ud. Kort efter går den næste lygtepæl ud. Og så den næste. Et øjeblik efter er hele skoven sort.
Hurtigt trækker hun mobilen frem, så hun i det mindste får lys fra den. Hvorfor har Tobias ikke skrevet? Han må da snart komme?
Hvor er du? Her er vildt scary.
Ordet” scary” dækker overhovedet ikke den følelse, der vokser frem i brystet. Ren, kold angst. Den lægger sig over hele kroppen,
TRIN 3 107