Okay. Ses om lidt:-)
Hun går lidt raskere til. Nu gør det ikke noget, at hun er på vej ind i skovstykket. Når Tobias er ved at gå hende i møde, så er det jo faktisk mere romantisk end uhyggeligt at være i en skov.
Over hende bevæger skyerne sig i hastige mønstre. Hendes skridt lyder høje i aftenstilheden. Hun skal snart skifte til vinterstøvlerne, det er ved at være for koldt til de orange sko, som hun fik i sommer. Selvom de er fede.
Det er underligt, der ikke er andre på gaden. Men der plejer heller ikke at være så mange på denne tid. Engang imellem kommer der en cyklist forbi, men i dag er hun den eneste på hele den lange sti.
I det samme glider én af skyerne til side og afslører månen. Hun lægger hovedet tilbage og bliver et øjeblik blændet af dens skønhed: stor og hvid hænger den deroppe. Perfekt rund. Det er fuldmåne.
Et gys løber ned langs hendes rygrad, men hun skubber det til side. Med lange skridt fortsætter hun videre ind mellem træerne. Her står lygtepælene langt fra hinanden, eller også virker det bare altid sådan, fordi der ofte er nogle af dem, der er gået ud.
Linda ser ikke længere op på månen, der lyser stien op med et spøgelsesagtigt skær. I stedet kigger hun grundigere fremad. Kommer Tobias ikke snart? Hun tager mobilen frem, men han har ikke skrevet. I det samme går der igen en sky for månen, og lyset forsvinder.
Hvor langt er du? skriver hun.
Kun skæret fra hendes mobil lyser op. Hun sætter farten op for at nå hen til den næste lygtepæl.
Der lyder en raslen inde fra buskene. Hun stopper op og holder vejret. Lytter. Men der er helt stille. Hurtigt går hun videre. Kort
106 LÆSERAKETTEN 2017