hver gang ulven hyler. For hun er sikker på, det er en ulv. Uanset at hun aldrig har hørt om, at der skulle være ulve her. Og den er tæt på. I det samme rasler det igen i buskene. Lige ved siden af hende. Hjertet springer et slag over. Hun taber mobilen ned på asfalten. Det klirrer.
” Åh nej, skærmen”, siger hun højt. Hendes stemme lyder helt forkert i stilheden, da hun rækker ned efter sin mobil. Der er kommet en lang ridse i skærmen. I mørket kan hun ikke se den, men hun kan mærke den som et krater under sin tommelfinger. Febrilsk trykker hun på den for at få den til at lyse, men der sker ikke noget.
” Kom nu,” hvisker hun og trykker også på tænd / sluk-knappen i toppen. Der sker stadig ikke noget. Hun roder rundt med mobilen. En skarp smerte stikker gennem hendes tommeltot, og hun bander. Fingeren bliver varm og dunker en lille smule. Hun stikker den i munden. Smagen af blod flyder ud i hendes mund. Fuck, hun har skåret sig. Bare det ikke er slemt.
Hun retter sig op og putter den ødelagte mobil i lommen. Prøver at berolige sig selv: den slags ting sker. Man taber sin mobil. Lygtepæle går ud. Ugler lyder som ulve.
Det lyder, som om noget ånder tæt på hende. Ikke som et menneske. Det er dybt og dyrisk.
108 LÆSERAKETTEN 2017