Birkestien, som hun går på nu. Da de var børn, virkede skovstykket som en hel urskov, hvor bregner, træer og tornebuskads kæmpede om pladsen. De gik til angreb på træerne med pinde, som de bagefter brugte til at bygge huler med.
Men det er længe siden. Da de kom i de større klasser, begyndte hun at ses mere med sine veninder, og han kom mest på fodboldholdet. Det er kun interessen for at tegne, de stadig har til fælles, og derfor ses de kun om tirsdagen, når der er undervisning på Billedskolen.
Mobilen vibrerer i hendes lomme. Hun tager den op for at se, hvem der skriver.
Hej Linda. Er du ved at være hjemme? T.
Varmen flyver gennem hendes krop. Hun og Tobias følges normalt ikke hjem fra Billedskolen, fordi han får et lift af sin tante, Stina, der underviser på skolen, og Stinas bil er en af de der minibiler, der kun kan sidde to personer i. Det er også fint nok. Tænk, hvis det blev akavet mellem dem, når de gik. Hvis de ikke kunne finde på noget at tale om...
Det var ellers ikke et problem tidligere. Men for nogle uger siden, var Tobias ikke på Billedskolen to gange i træk. Han svarede ikke på hendes sms’ er, og da hun prøvede at kigge ind over deres hæk, kunne hun heller ikke få øje på ham. Først troede hun, at han måske skulle flytte eller ikke gad at gå på billedskole mere. Men så kom han tilbage.
Han gik direkte hen og satte sig på pladsen ved siden af hende. Det var der sådan set ikke noget mærkeligt ved. Og så alligevel: det var som om, der strømmede en ny varme fra ham. Den fik hele hendes krop til at sitre. Og når han så på hende, så vækkede han nogle gnister i hende, som hun aldrig før havde vidst fandtes.
104 LÆSERAKETTEN 2017