24. juli
Pamplona. Vækkeur.
Jeg er tilbage i Pamplona efter fire dage på
Caminoen. Jeg skal mod Paris i morgen, og har
reserveret en plads til afgangen kl 06:30. At være
uden telefon har indtil videre ikke været særlig
besværligt - tværtimod, det har næsten været
rart. Men nu sidder jeg og tænker over, hvordan
jeg skal få mig selv op så tidligt. Det er ironisk, at
sådan en bagatel skal være det hidtil største pro-
blem. For der er ingen chance for, at jeg vågner
af mig selv i tide. Jeg kan ikke spørge en af de
andre overnattende, om jeg må låne deres tele-
fon - de vil jo tro, at jeg vil stikke af med den.
Jeg kan heller ikke byde nogen at sætte deres
alarm til klokken fem for min skyld. Det blev en
sen aften i går, så udsigten til at skulle holde mig
vågen hele natten er heller ikke for tiltrækkende.
Jeg kommer i tanke om et afsnit af The Simpsons,
jeg engang har set. Det var noget med, at Bart
ville vågne tidligt for at hilse på julemanden eller
noget. Jeg husker ikke detaljerne, men ideen er
at drikke en masse vand, inden jeg går i seng
og lade naturen være mit vækkeur. Jeg vågner,
før solen er stået op. Med sprængfyldt blære og
en panisk angst for at have sovet over mig. Jeg
kaster min stadig halvsovende krop ud på gang-
en, hvor der hænger et ur på væggen. Klokken
er lidt i tre. Resten af morgenen går med urolige
søvnintervaller rendende frem og tilbage mel-
lem væguret og min seng. Jeg sover hele turen
til Paris.
42 • CITAT N°43