19. juli
Barcelona. Politistation.
Venteværelset på politistationen i Barcelona er næsten fuldstændig hvidt. På de blege
vinduesløse gipsvægge hænger nogle få blege plakater. Langs væggene står der ræk-
ker af stole og i hjørnet en afdanket kaffemaskine. Rummet er helt uden sjæl. Jeg har
været her i to timer nu. Jeg forbander betjenten i skranken, der tidligere sagde, at
der ikke ville være ventetid, hvis jeg kom efter midnat. Det havde allerede taget en
evighed at få fat i registreringsnummeret. Min mailkonto syntes, det var mærkeligt, at
jeg forsøgte at logge på fra Spanien. Browseren var på catalansk, og min mor svarede
ikke på mine Facebook-beskeder.
En betjent viser sig i døren og kalder en spansk version af mit navn. Jeg rejser mig
og følger med. Han kan ikke et ord engelsk. På et kontor viser han mig en skærm med
Google Translate. Jeg kan se i hjørnet af skærmen, at klokken nærmer sig tre. Gennem
programmet forklarer jeg, hvordan min telefon blev stjålet.
Jeg har drukket mig fuld med to canadiere fra hostellet. Fordrukkent slingrer jeg ned
ad Ramblaen, da en letpåklædt dame henvender sig. Hun tilbyder hash og andre fine
ting, som jeg venligt afviser. Jeg skubber hende væk, da hun pludseligt begynder at tage
på mig. Det er ikke før, hun for længst er væk, at jeg opdager, at min telefon mangler.
Til betjenten nøjes jeg med at skrive, at en lommetyv tog den fra min lomme. Han
nikker. Efter en masse papirskriveri, får jeg lov til at gå. Natten er stadig varm.
Klokken er fem, da jeg lægger mig i min seng på hostellet.