Traumer og nerver | Page 9

ØVELSE 2: Eleverne skal nu lave en aktiv øvelse, for at få lidt blod til hjernen. Målet er at give eleverne et konkret eksempel på, hvordan et nervesignal bevæger sig gennem de forskellige dele af nervesystemet. I den følgende øvelse skal de undersøge/måle nerveledningshastigheden på de store motoriske nerver i armen. Eleverne deles op i to grupper. Hver gruppe danner en rundkreds, hvor de står med hinanden i hænderne og kigger væk fra midten. Én person i kredsen holder et stopur i højre hånd, og sidemanden holder udenom hånden, så personen kan mærke når stopuret startes. Når stopuret startes sender sidemanden signalet videre ved at klemme den næste person i rundkredsen i hånden. Når signalet når personen med stopuret igen, stoppes det. Øvelsen gentages 3-4 gange, så alle forstår metoden. Eleverne skal notere deres tid efter hver runde. ØVELSE 3: Øvelse 2 samles op i plenum. Læreren og eleverne skal i fællesskab følge nervesignalet fra håndhjerne-hånd og sætte faglige begreber på de dele af nervesystemet, som aktiveres undervejs. Det eleverne gerne skulle komme frem til er: Sanseindtrykkene (klem i hånden) ledes som signaler gennem nervebanerne i kroppen. Sanseindtrykket løber fra de sensoriske sanseceller ind til centralnervesystemet, hvor en eventuel reaktion på sanseindtrykket løber fra CNS ud til musklerne (motoriske nerve) eller andre organer. 9