Traumer og nerver | Page 6

Lektion 1: Nervesystemets inddeling og transport gennem cellemembranen LEKTIE TIL LEKTIONEN:  Bioteknologi 5: Nervesystemets inddeling, side 68-69  Bioteknologi 5: Neuroner og gliaceller, side 70-71 ØVELSE 1: I denne øvelse skal eleverne, uden hjælpemidler, kort forklare nervesystemets opbygning. Øvelsen kan give læreren et overblik over, hvor godt eleverne har forstået nervesystemets inddeling. Eleverne bruger fem minutter på at formulere en kort tekst om nervesystemets opbygning. Når forklaringen er skrevet, stiller eleverne sig blandt hinanden med deres eget papir. Nu kommer der 4 runder:  Runde 1-3: Eleverne har 1 minut til at gå rundt blandt hinanden og bytte deres papir. Hver elev har nu et nyt stykke papir med en forklaring fra en af klassekammeraterne. Eleverne går derefter sammen to og to og læser teksten op for hinanden. Hvert par skal nu blive enige om, hvor korrekt forklaringen er og bedømme den ved at give en karakter fra 1-5. Karaktergivningen har eleverne 4-5 minutter til. Denne runde gentages i alt 3 gange.  Efter 3 runder står eleverne med et stykke papir, som har 3 karakterer på. Den samlede karakter på hvert papir udregnes. Hvor 3 er den laveste score og 15 den højeste. Papirerne, der har fået den højeste score læses højt i klassen. ØVELSE 2: Eleverne ser youtubevideoen: “The Nervous System - CrashCourse Biology #26”, en video over nervesystemets inddeling. Formålet er at opsummere formidlingsøvelsen og lektionens lektie, og opklare eventuelle spørgsmål eleverne måtte have. Videoen går i dybden med, hvordan et nervesignal fungerer - dette skal eleverne præsenteres for i det følgende modul. Vi foreslår derfor, at du bruger dette som en teaser til næste modul. ØVELSE 3: Forberedelse til øvelse 3: Du skal have printet fire eksemplarer af figur 13 fra bogen Bioteknologi 5. Hvert eksemplar klippes i mindre stykker, så det kan bruges til puslespilsbrikker. Individuelt læser eleverne side 71-73 i Bioteknologi 5 – ”Transport gennem cellemembranen”. 6