INT ERVIEW
HÅRDT FOR OMGIVELSERNE
I de ti dage, Michelle var på Vejlefjord, genoptrænede
og sov hun. Genoptrænede og sov. Og langsomt begyndte hun at komme tilbage til sig selv.
- I starten ænsede jeg ikke mine børn. Jeg ænsede
ingenting. Men så begyndte jeg at fornemme, at det
var noget lort det hele. Og jeg begyndte at savne mine
børn, og så ville jeg hjem, fortæller hun.
Michelle ’fik lov’ at tage hjem før tid fra Vejlefjord
efter ti dage. Men hendes otteårige datter, Kamille,
ville ikke kendes ved hende.
- Jeg begynder nu at forstå, hvor hårdt det har været
for mine omgivelser. Jeg syntes jo hele tiden, det gik
bedre. Men folk begyndte at græde, når de så mig,
og jeg kunne ikke forstå det, for det gik jo fremad,
forklarer hun og smiler skævt, mens hun former en
cirkel med sine fingre og sætter op foran øjet.
- Først var jeg lam i hele siden af hovedet. Kort tid
efter var jeg kun lam her. Det er da meget godt, ikke?
BETALER ALT SELV
I starten skulle Michelle holde fast, når hun gik. Den
var helt gal med balancen, men hun trænede, trænede,
trænede. Og stod for det hele selv. Betalte det hele
selv.
- Så skulle jeg til øjenlægen. Mit øje kunne ikke lukke,
og jeg var i fare for at miste synet. Men øjenlægen
havde ikke tid før d. 20. februar – ikke før, jeg selv
betalte 995 kroner, og så kunne jeg komme til dagen
efter. Og jeg betalte selvfølgelig, men hvad gør almindelige mennesker, der ikke kan mønstre 995 kroner?
spørger hun retorisk og fortsætter:
- Nu har jeg