INT ERVIEW
Det er nok ikke til at se, hvis du ikke lige ved det. Jeg
kan godt. Se det, altså. At den højre side af ansigtet
hænger lidt mere end den venstre. Ikke meget, men
nærmest som efter en ordentlig omgang bedøvelse
hos tandlægen.
Men hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke tro, at
iværksætteren, forfatteren og foredragsholderen
Michelle Hviid for halvanden måned siden fik lavet et
flere centimeter langt snit bag højre øre og opereret
en tumor ud. Hun står jo op. Snakker. Griner.
Tumoren blev ved et tilfælde opdaget i starten af
november, da hun kiggede sin daværende kæreste, en
læge, dybt i øjnene, og han reagerede på, at noget ikke
var, som det skulle være.
- Først fik jeg at vide, det var en fedtskede, og at jeg
måske ville blive døv. Det, syntes jeg, var sjovt. Jeg var
bare lettet over, at det ikke var kræft. Kort tid efter
kunne de konstatere, at det var en tumor, og så gik
jeg i chok. Jeg skreg som et dyr, den dag jeg fik det at
vide, fortæller Michelle Hviid og fortsætter, mens hun
laver te i sin smukke lejlighed i Københavns nordvestkvarter.
’JEG VAR SÅ SYG’
- Jeg tror faktisk ikke, der er mange, som ved, HVOR
syg jeg egentlig har været, konstaterer hun.
Det overrasker faktisk også mig, da hun begynder
fortællingen om operationen, de horrible forhold på
Rigshospitalet, smerterne – de massive smerter – om
at sidde på toilettet og ikke ane, hvad hun skal gøre,
og om datteren, der ikke ville kendes ved hende. Det
overrasker mig, fordi hendes mor, der konstant var ved
hendes side, lagde optimistiske billeder og tekster på de
sociale medier, Michelle normalt selv bruger flittigt.
- Min mor vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Så hun
måtte lade, som om det var bedre, end det var. Og
det kommer bag på folk, når de nu hører, hvor syg jeg
var. For jeg var meget, meget syg, fortæller hun.
Efter operationen, hvor hun røg på intensiv og fik
akutte scanninger, og hvor familien frygtede, at hun
skulle dø, besluttede hun og hendes forældre, at hun
skulle væk fra Rigshospitalet og ud af egen lomme
betale for et rehabiliteringsophold på Vejlefjord. Et
ophold, der gjorde en kæmpe forskel.
’JEG VAR BANGE’
- På Vejleford sagde de, at det godt kunne være,
jeg var træt og havde mest lyst til at sove, men jeg
SKULLE genoptræne. Hvis mine nerver i højre side
døde, så kunne vi ikke genoptræne dem. Og så fik jeg
elektroder på hver dag, der skulle stimulere nerverne.
Jeg blev genoptrænet mange gange hver eneste dag
på alle mulige måder. Min reaktion var, at jeg bare
ville sove, men de pressede mig. Jeg fattede ingenting,
fortæller Michelle og fortsætter:
- Efter et par dage røg jeg ned i en maskine, som
NASA bruger til at træne astronauter i. Her fik jeg et
par bukser på, som gjorde mig vægtløs. Så kunne jeg
gå og skulle ikke bære min egen vægt. Min krop var
jo, som den hele tiden havde været. Måske lidt træt
efter operationen, men problemet var, at min hjerne
ikke vidste, at den kunne gå. Jeg var så bange – og jeg
kender normalt ikke bange. Men jeg lærte at gå.
PE A K si d e 1 2