Ifølge FN’s Udviklingsprograms
(UNDP’s) Human Development Report fra 2014 tjener Latinamerikas indfødte arbejdere halvt så meget i gennemsnit som deres kolleger af anden
afstamning.*
Trods en så voldsom ulighed har de
sorte og indfødte befolkninger ikke,
indtil for nylig, mobiliseret sig ud fra
etniske skillelinjer. For det første kan
idealiseringen af blandet blod have
gjort minoriteter med lysere hud mindre villige til at alliere sig med deres
mørkere landsmænd. Snarere end at
kæmpe for indfødtes rettigheder har
mange eksempelvis foretrukket at
blende ind som mestizer, især fordi
mestizer har fået del i en højere social
status, da de repræsenterer det nationale ideal. **
For at kvalificere sig til offentlige ydelser var medlemmerne af de oprindelige samfund tvunget til at skubbe deres
etniske identitet i baggrunden til fordel
for en klasse-bestemt identitet. I mange lande, især Bolivia, Ecuador, Guatemala, Mexico og Peru, er oprindelige
folk officielt registreret som “bønder”,
så de kan opnå adgang til offentlig jord
og landbrugsstøtte. **
Men i forsøget på at bagatellisere etniske identiteter har de korporative regimer uforvarende styrket dem og
dermed gødet jorden for 1900-tallets
bevægelser for indfødtes rettigheder.
Alt imens regeringerne har fokuseret
på at styrke fagforeningerne og at ud-
GUATEMALA: THE MAYA
Se filmen på linket her.
29
vide velfærden, har deres reformer
haft den utilsigtede bivirkning at styrke
de indfødte samfund. For eksempel har
nye arbejdsmarkedslovgivninger befriet oprindelige folk fra hoveri og andre
undertrykkende former for udnyttelse
af arbejdskraft, hvilket har givet dem
en hidtil uset grad af frihed.
Mens jordreformer og velfærdsprogrammer yder de oprindelige befolknin gsgrupper – der officielt betegnes
som bønder – ejerskab på offentlig jord
og midlerne til at sikre sig en grundlæggende levestandard.
Omfordelingen af den offentlige jord til
landbosamfund har været særlig vigtig,
fordi den forsynede oprindelige folk
med et fysisk rum, ikke kun til at dyrke
landbrug, men også til at opretholde
deres lokalstyre og oprindelige kultur. I
Mexico, for eksempel, forsynede jordreformer bønderne – hvoraf mange er
oprindelige folk – med ejidos, det vil
sige offentlig jord, der ikke kunne opdeles eller sælges. I Bolivia bidrog fordelingen af jord til bonde-samfund til
udbredelsen af ayllus, det vil sige indfødte lokalregeringer tværs over Andes-regionen. I disse rum har oprindelige folk været i stand til at undergrave
de korporative regimer, mobilisere
bønderne og på samme tid udvikle og
fastholde deres etniske fællesskab og
identitet.**
Racebestemte og etniske grupper i
Latinamerika er stadig de dårligst stillede i en region, der rangerer blandt de
mest ulige i verden.”