Mexico By. Om mayaerne også troede,
at det var Quetzalcoatl, der kom til dem
i 1523, vides ikke med sikkerhed. Men
det er et faktum, at Cortés' løjtnant,
Pedro Alvarado, drog ud for at
underlægge sig det, der nu er
Guatemala og delstaten Chiapas i det
sydlige Mexico.
Det kostede seks spaniere og et utal af
mayaer livet at klare den sag. Ved at
puste til den splid, der gennem
århundrede havde været mellem de
forskellige bystater og mayafolk, erobrede spanierne via skiftende alliancepartnere store områder. De dræbte
hele eliten i hvert folk – konger,
præster, skriftkloge samt almindelige
bønder, der kunne læse og skrive, eller
som gjorde oprør.
Præsterne in dtog
I conquistadorernes blodige spor fulgte
snart den katolske kirke – og man gik
med ildhu i gang med at fjerne alle
rester af mayaernes ”hedenske”
religion, blandt andet ved at beordre
afbrænding af alle deres skriftruller.
Mayaerne havde ikke umiddelbart
svært ved at forstå kristendommen.
Deres hellige træ, ceibaen, blev ofte
afbilledet som noget, der ligner et kors,
og at jødernes konge, Jesus Kristus,
havde udgydt sit blod for almindelige
mennesker, var i mayaernes fortolkning det samme som deres konger
gjorde for at formilde guderne. Og
brugen af røgelse i ceremonier var
allerede udbredt blandt mayaerne.
Derfor vil man den dag i dag se mange
blandinger af mayaernes ritualer og
katolicisme. Nogle steder går mayaerne først til messe i kirken, og derefter
op til et helligt sted i bjergene for at
9
ofre til maya-guderne, uden at nogen
tager notits af det.
Den sidste bystat – og kolonimagten
– falder
Den sidste maya-bystat, Tayasal,
erobrede spanierne i 1697 – omkring
2.000 år efter, at mayaernes første
bystater blev grundlagt.
Dermed blev der sat punktum for
mayaernes sidste stump land under
eget herredømme. Siden har de været
underlagt andres forgodtbefindende,
selvom de stadig udgør flertallet af
befolkningen i hele det enorme område, der engang var deres – alene.
I første omgang var det de spanske
erobreres forgodtbefindende. De indfødte spaniere udgjorde den absolutte
overklasse, og lige under dem lå de
såkaldte creoler eller criollos
(efterkommere af spanske udvandrere),
derunder ladinos, (mestitser, blanding
af europæer og indianer) og nederst de
rene indianere og sorte slaver, der var
kommet fra Afrika for at arbejde i
plantagerne.
I løbet af 1700-tallet voksede
utilfredsheden blandt creolerne over
kolonistyret fra Spanien, som de ikke
havde noget forhold til. Flere gange
gjorde de oprør, men der gik lang tid
før det lykkedes for Mexico og de
mellem-amerikanske lande at løsrive
sig.
15. september 1821 erklærede
Guatemala sig uafhængigt, og dagen
fejres i dag som Mellemamerikas
uafhængighedsdag. I 1824 blev
Guatemala en selvstændig republik.
Creolerne nød godt af uafhængigheden