Nyt fra Assisi-Kredsen Nr 97. November 2018 | Page 22

AFSLUTNING Jeg hørte på et tidspunkt et interview med den kendte italienske middelalderhistori- ker og Frans-forsker, Chiara Frugoni. Der sagde hun, at efter Frans’ død fik kirken ham hurtigt lavet om fra en, som man skulle efterligne, til en, som man skulle beundre. Og det er jo klart, at mange af de bøger, som er skrevet om Frans, har tjent dette formål. Det har fremhævet ham som hel- gen, altså en der var ophøjet over almin- delige menensker, og som vi slet ikke kunne leve op til at efterligne. I virke- ligehden var det vel også det, som i orde- nens tidlige historie var stridsspørgsmålet mellem konventualer og spiritualer. Vi kunne måske i den sammenhæng fremdrage det lutherske bekendelses- skrift, den augsburgske bekendelse, og dets syn på helgener. Her står der, at det rette evangeliske syn på helgener er, at der “højtideligt kan ta- les til de helliges ihukommelse, for at vi kan efterligne deres tro og gode gernin- ger”. Men der er også et fejlagtigt syn på helgener iflg. de evangeliskes opfattelse: “skriften lærer os ikke at anråbe de helli- ge eller bede de hellige om hjælp, fordi den fremstiller Kristus for os som den eneste midler, forsoning, ypperstepræst og talsmand.” Da Innocens d. 3. godkendte ordenen, så var det iflg. legenden på grund af en drøm, at Frans kunne opretholde den vak- lende kirke. Den drøm var vel også en måde at fortælle om pavens gustne over- læg i forbindelse med at give denne uven- tede godkendelse. Han kunne bruge Frans til at styrke kirkens stilling ved at holde de mange menensker med samme fattig- domsidealer indenfor kirken, i stedet for at de forlod den til fordel for fx katarerne og valdeserne – bevægelser som var et stort problem for kirken på Frans’ tid. I modsætning til dem, så udtrykte Frans jo netop sin store loyalitet overfor den katol- ske kirke. Frans var på den måde ikke en oprører. Men var han det ikke alligevel – gennem sin levevis? Han udtrykte sin loyalitet med sine ord, men i hans måde at leve på var der jo alligevel en protest imod meget af det, som prægede kirken, at den skik- kede sig alt for meget lige med denne ver- den. Derimod forsøgte Frans at leve op til Pau- lus ord fra romerbrevet om at stille sig selv til rådighed for Gud, hvilket er den sande gudstjeneste, i stedet for at være konforme med denne verden. (Rom. 12, 1 -2). Og der er tilsyneladende også mange, som har forstået dette. Her synes jeg, at det er interessant at se de mange forfatte- re fra det sidste århundrede, som har skre- vet om Frans. Det er jo netop for en del mennesker, som har oplevet et stort brud i deres egen til- 22