Nyt fra Assisi-Kredsen Nr 97. November 2018 | Page 5

En hel del helgener er blevet udstyret med en form for portefølje, har fået et særligt
”embede”; det bliver dem, man henvender sig til, hvis man kommer i bestemte pro-
blemer, får bestemte sygdomme eller lignende.
Og der har vi årsagen til, at reformatorerne var kritiske overfor det med helgenerne.
De syntes, at helgenerne blev skubbet ind mellem os og Gud. Og overfor det fast-
holdt de, at der kun er én formidler mellem Gud og mennesker, nemlig Kristus. I det
lutherske bekendelsesskrift, den augsburgske bekendelse står der: ”Men skriften læ-
rer os ikke at anråbe de hellige eller bede de hellige om hjælp, fordi den fremstiller
Kristus for os som den eneste midler, forsoning, ypperstepræst og talsmand.”
Men den samme bekendelse afviser ikke, at der findes helgener. Og i den danske
kirkes historie har man indtil for godt 100 år siden ikke haft problemer med at kalder
kirker Skt. Matthæus, Sankt Jakob, Sankt Paul osv. Ligesom også bibeloversættelser-
ne satte et ’sankt’ foran navnet på forfatterne til de nytestamentlige skrifter. Og Sankt
Hans og Sankt Mikkel var helligdage.
For selvfølgelig var der mennesker, som gennem deres liv og deres gerning på en
særlig måde havde rakt troen videre til senere slægtled, som havde være med til at
gøre den troværdig.
Og sådan er det også for mig. Og når jeg interesserer mig for Frans af Assisi, så er
det gennem det vidnesbyrd, hans liv har været, ikke om man efter hans død har kunne
knytte mirakler til hans navn.
Og da jeg tilfældigvis i Rom fik lejlighed til at være tilstede ved helgenkåringen af
den myrdede ærkebiskop fra El Salvador, Oskar Romero, så fandt jeg det dejligt, at
det på den måde blev fremhævet, at han var et forbillede for os som kristne.
Og dette syn på helgener har jeg også mødt i den katolske kirke. Jeg hørte en allehel-
gensprædiken af en italiensk ærkebiskop over saligprisningerne fra bjergprædikenen.
Den handlede ikke om kirkelige supermænd, men om at det afgørende er, at Gud
priser små og svage mennesker salige.
Og et andet eksempel: En kendt italiensk Fransforsker kritiserede i et foredrag, at
kirken efter Frans død hurtigt havde ændret billedet af ham fra en, man skulle efter-
ligne, til en, som man skulle beundre. Frans skulle efter hendes mening ikke beun-
dres, han skulle være et eksempel til efterfølgelse.
Og her siger hun jo netop det samme som den lutherske bekendelse: ”Om helgendyr-
kelsen lærer de, at der højtideligt kan tales til de helliges ihukommelse, for at vi kan
efterligne deres tro og gode gerninger”.
Lad os fastholde, at der har været mennesker, som kan inspirere os til at leve bedre
som kristne. Og derfor interesserer vi os i Assisi-Kredsen for Frans.
Mange hilsener til alle i kredsen!
Fred og alt godt!
5