Nyt fra Assisi-Kredsen Nr 97. November 2018 | Page 22
AFSLUTNING
Jeg hørte på et tidspunkt et interview med
den kendte italienske middelalderhistori-
ker og Frans-forsker, Chiara Frugoni. Der
sagde hun, at efter Frans’ død fik kirken
ham hurtigt lavet om fra en, som man
skulle efterligne, til en, som man skulle
beundre.
Og det er jo klart, at mange af de bøger,
som er skrevet om Frans, har tjent dette
formål. Det har fremhævet ham som hel-
gen, altså en der var ophøjet over almin-
delige menensker, og som vi slet ikke
kunne leve op til at efterligne. I virke-
ligehden var det vel også det, som i orde-
nens tidlige historie var stridsspørgsmålet
mellem konventualer og spiritualer.
Vi kunne måske i den sammenhæng
fremdrage det lutherske bekendelses-
skrift, den augsburgske bekendelse, og
dets syn på helgener.
Her står der, at det rette evangeliske syn
på helgener er, at der “højtideligt kan ta-
les til de helliges ihukommelse, for at vi
kan efterligne deres tro og gode gernin-
ger”. Men der er også et fejlagtigt syn på
helgener iflg. de evangeliskes opfattelse:
“skriften lærer os ikke at anråbe de helli-
ge eller bede de hellige om hjælp, fordi
den fremstiller Kristus for os som den
eneste midler, forsoning, ypperstepræst
og talsmand.”
Da Innocens d. 3. godkendte ordenen, så
var det iflg. legenden på grund af en
drøm, at Frans kunne opretholde den vak-
lende kirke. Den drøm var vel også en
måde at fortælle om pavens gustne over-
læg i forbindelse med at give denne uven-
tede godkendelse. Han kunne bruge Frans
til at styrke kirkens stilling ved at holde
de mange menensker med samme fattig-
domsidealer indenfor kirken, i stedet for
at de forlod den til fordel for fx katarerne
og valdeserne – bevægelser som var et
stort problem for kirken på Frans’ tid. I
modsætning til dem, så udtrykte Frans jo
netop sin store loyalitet overfor den katol-
ske kirke.
Frans var på den måde ikke en oprører.
Men var han det ikke alligevel – gennem
sin levevis? Han udtrykte sin loyalitet
med sine ord, men i hans måde at leve på
var der jo alligevel en protest imod meget
af det, som prægede kirken, at den skik-
kede sig alt for meget lige med denne ver-
den.
Derimod forsøgte Frans at leve op til Pau-
lus ord fra romerbrevet om at stille sig
selv til rådighed for Gud, hvilket er den
sande gudstjeneste, i stedet for at være
konforme med denne verden. (Rom. 12, 1
-2).
Og der er tilsyneladende også mange,
som har forstået dette. Her synes jeg, at
det er interessant at se de mange forfatte-
re fra det sidste århundrede, som har skre-
vet om Frans.
Det er jo netop for en del mennesker, som
har oplevet et stort brud i deres egen til-
22