Koncilet i Nikæa 325 og den nikænske trosbekendelse
Af Gunnar Bach Pedersen
Emnet for Kredsens efterårsmøde er den nikænske trosbekendelse, som i år har 1.700 års jubilæum.
I 313 udstedte den romerske kejser Konstantin Milano-ediktet, som lovliggjorde den kristne tro. Og i de følgende år nærmede kejseren selv sig til den kristne tro, men lod sig først døbe kort før sin død i 337. Med Konstantin og hans efterfølgende ændrede situationen sig for den kristne kirke, så den gik for at være tålt eller forfulgt til at blive statsreligion i Romerriget, og til sidst den eneste tilladte religion.
Den ændrede situation for kirken gav jo nye muligheder – og kejseren og de kirkelige ledere havde sammenfaldende interesser. Kirkelederne ønskede enighed om, hvordan den sande forståelse af den kristen tro var. Og også for kejseren var det vigtig, at kristendommen var en enhedsreligion og ikke en lang række stridende sekter. Derfor var det kejseren, der sammenkaldte patriarker og biskopper til koncilet, som blev afholdt i løbet af sommeren 325. Det var det første økumeniske koncil, dvs. det første som var for hele den kristne kirke og ikke blot for et lokalområde. Der var mange sager på programmet, fx om hvornår kirken skal holde påske, og det blev vedtaget, at bispedømmerne i Rom og Aleksandria havde forrrang for de øvrige bispedømmer, og at dåb foretaget af kættere var ugyldig. På trods af disse vedtagelser, så er det sager, som også siden har skabt økumeniske problemer.
Men hovedtemaet var at komme til enighed om den rette kristne tro, og her var der alvorlige overensstemmelser mellem to opfattelser, den arianske og den ortodokse. Stridsspørgsmålet handlede om forståelsen af Jesu forhold til Gud Fader. Ifølge arianismen( som har navn efter teologen Arius), så var Jesus er del af Guds skabelse. Man kunne måske sige, at hans sønneforhold til Gud var en slags adoption – fx når Gud efter hans dåb ved Johs. Døber lod Ånden dale ned over ham og lod røsten lyde til ham:” Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.” Der var altså iflg. Arius et underordningsforhold til Gud. For de ortodokse var der en enhed fra evighed af og et væsensfællesskab. Her ville man snare bygge på indledningen til Johannesevangeliet, at Jesus Kristus er Ordet, der var i begyndelsen, og som var hos Gud og var Gud. Det blev den sidste opfattelse, der havde flertal, og som kom til udtryk i den trosbekendelse, som koncilet udarbejdede. Denne trosbekendelse fra Nikæakoncilet blev senere revideret på et senere koncil i Konstantinopel i 381. Den trosbekendelse udtrykker troen på den ene Gud, som er Fader, Søn og Helligånd, altså på Gud som den treenige. Og Jesu forhold til Faderen udtrykkes ikke som en skabelse, men som en fødsel” af Faderen før alle tider”. Jesus er” sand Gud af sand Gud”. Jesu egentlige fødsel er altså ikke den i Betlehem, men den i Himmelen før alle tider. Der
17