Om solsangen i Johs Jørgensen : Den hellige Frans af Assisi
Det Lys , som er ved at slukkes , blusser op endnu en sidste Gang , og en saadan sidste Opblussen var Frans ' nyvakte Iver . Aanden var vel redebon , men naar han sad paa sit Æsel , lignede han mere en Død end en Levende , og for Broder Elias , der en Tid var sammen med Frans i Foligno , stod det klart , ' at Mesteren ikke havde mere end et Par Aar tilbage at leve i . Den Øjensygdom , han havde medbragt fra Ægypten , og som han aldrig havde gjort noget ved , tog nu ganske Overhaand , og ikke blot Elias , men ogsaa andre af Brødrene , trængte ind paa ham , at han dog skulde søge Lægehjælp .
Dette var ikke Frans meget med . I en af sine admonitiones havde han selv en Gang formanet sine syge Brødre til ikke altfor ivrigt at stræbe efter Helbredelse , men takke Gud for alle Ting og ikke Ønske at have det bedre , end Gud vil , de skal have det , thi dem Gud elsker , tugter han . I Steden for at søge Lægen , søgte han da paany Ensomheden , og denne Gang var det til San Damiano , han trak sig tilbage .
I Nærheden af Søstrenes Kloster havde den hellige Klara ladet opføre en Rørhytte , hvori Frans kunde bo .
Det var i Sommeren 1225 , og det blændende italienske Solskin har aabenbart ikke været godt for Frans ' Øjne . En Tid lang var han fuldstændig blind og tilmed plaget af Sværme af Markmus , der rimeligvis har holdt til i Hyttens Straavægge , og som endog løb henover Ansigtet paa ham , saa at han ikke havde Fred hverken Dag eller Nat . Ingensinde før havde Frans tilsyneladende været ringere og ulykkeligere . Og dog var det netop paa dette usle Sygeleje , midt i Museplage og Blindheds Mørke , at han digtede sit straalende Mesterværk , Canticum fratris solis , Friluftssangen om vor Broder Sol .
For at forstaa Solsangen , maa man forstaa Frans ' Forhold til Naturen . Intet vilde være mere urigtigt end at kalde ham Pantheist - han forvexler ingensinde hverken Gud eller sig selv med Naturen , og Pantheistens Stemningssvingning mellem orgiastisk Rus og pessimistisk Gru er ham ganske fremmed . Frans har aldrig som Shelley Ønsket at blive et med Universet , han har heller aldrig med Jerther eller Turgenjew gysende følt sig prisgivet Tingenes blinde Ubønhørlighed og Naturens " evigt drøvtyggende Uhyre ". Frans ' Standpunkt overfor
Naturen er helt og fuldt den første Trosartikels - han tror paa en Fader , der tillige er Skaber .
Og ud fra det fælles Forhold til denne ene og samme Fader ser han i alle levende Væsner , ja i alt , der er skabt , lutter Brødre og Søstre . I den himmelske Faders Rige er mange Boliger , men kun en Familie .
Denne Tankegang er ikke græsk og er ikke germansk , men den er hebraisk og derfor ægte kristelig . I den Lovsang , som Ananias , Azarias og Misael sang i Babylonertyrannens gloende Ovn , og som fra Syna- gogen er gaaet i Arv til Kirken , hedder det :
" Lover Herren , alle Herrens Værker , priser og ophøjer ham i al
16