Nyt fra Assisi-Kredsen nr 108 februar 2022 - Page 15

delse , så er den store fare , at kirken ikke bliver en åndelig magt men en ny verdslig magt - måske ikke så anderledes end den , som den skulle være et alternativ til .
Og hvis kirken giver afkald på rigdom og magt , så står den i fare for at blive opslugt af den verdslige magt - at blive en efterplaprer af det , som er der herskende mening , så den mister sin kritiske funktion .
Reformationen
I de lande , hvor reformationen blev gennemført , mistede kirken selvstændig rigdom og magt . Bortset fra hvad reformationen også var , så var den jo også på en måde en afslutning på den strid mellem franciskanernes fattige kirke og pavedømmets med besiddelser og verdslig magt . Med Danmark som eksempel , så blev rigdommene og dermed også den politiske indflydelse overtaget af kongen og statsmagten , ganske særligt efter indførelsen af enevælden . Kirken var ikke mere selvstændig , den var kongens kirke og religionsvæsen . Det er ikke tilfældigt , at på lydhimlen over prædikestolen i en kirke her i nærheden ses Kristi monogram og Christian IV ’ s ved siden af hinanden . Kirken er nok Kristi kirke , men i praksis er den lige så meget kongens .
I teorien og i teologien har øvrigheden og kirken nok hvert deres område . Det følger af Luthers lære om de to regimenter , hvor det verdslige styres af loven og statsmagten , og det åndelige gennem evangeliet og forkyndelsen af Guds nåde .
Men statsmagten har hele tiden en vilje til at påpege , at forkyndelsen ikke må blive generende og kritisk . Det gælder også i det demokratiske Danmark . Det understreges ofte , at man skal adskille politik og religion . Det betyder især , at religionen ikke må blande sig i politikken , ikke at politikken ikke må begrænse religionen og dens udtryksformer . Religion er kun være en privatsag , hedder det . Religion må ikke fylde i det offentlige rum . Troen må underordne sig lovgivningen .
I dag
Der er en dobbelt fare for kirken . På den side kan den stræbe efter magt og indflydelse , så den bliver en konkurrerende magtfaktor .
På den anden side kan den blive for underdanig , så den mister sin kritiske røst , så den glemmer at forkynde at næstekærlighedsbuddet også har konsekvenser for den politiske sammenhæng , så den glemmer at være en kritisk røst .
Den kristne kirke har altid til opgave at være en samvittighedens røst i sin tid . Ikke fordi den har magt , men fordi den fastholder at prædike et alternativ til alt det i os og i vores samfund , som er selvoptaget og kun har egne fordele for øje .
Den skal hele tiden fastholde overfor den enkelte af os og overfor vores fællesskab , at buddet om at elske næsten skal have konsekvenser i handling .
15