biskop Absalon , som brugte sine kræfter i kongens og statens tjeneste , og ærkebiskopperne Jens Grand og Jakob Erlandsen , der lå i evig fejde med kongemagten .
Og når pavemagten anerkendte Frans ’ levevis , så var det bestemt ikke udtryk for , at den agtede selv at følge hans eksempel . Det var , som den italienske middelalderhistoriker Chiara Frugoni har sagt ( citeret efter hukommelsen ): ” Kirken fik hurtigt ændret Frans fra en person , man skulle efterligne , til en person , man skulle beundre .”
Kirkeinstitutionen og fattigdommen
Der er kun et eksempel på , at de franciskanske idealer og pavedømmet mødtes i den samme person . Det var pave Celestin V . Han blev pave i 1294 . Da havde kardinalerne været samlede i Perugia i mere end to år uden at kunne blive enige om at vælge en ny pave . På det tidspunkt sendte Pietro di Morrone et brev til kardinalerne , hvor han skrev , at Guds vrede ville ramme dem , hvis de ikke fik valgt en pave . Pietro var en eremit , oprindelig benediktiner , men havde siden stiftet sin egen asketiske orden , men havde siden overgivet ledelsen til en anden for igen at kunne trække sig tilbage til eremitlivet . Nu opstod så tanken at vælge Pietro til pave , hvilke skete trods dennes modstand . Hans pavedømme varede kun kort , han siges at have været veg og eftergivende overfor verdslige magthavere , og allerede efter få måneder trak han sig tilbage fra paveembedet til fordel for kardinal Caetani , der blev hans efterfølger . Der var stor folkelig opbakning om den fattige pave og mange modsatte sig hans tilbagetrækning .
Rygtet gik , at Caetani skulle have etableret et rør til pavens soverum , så han kunne hviske til ham om at trække sig , hvilket paven så havde opfattet som en himmelsk røst . For at andre ikke skulle udnævne ham til modpave holdt den nye pave ham fængslet resten af hans liv . Men denne farlige person er siden blevet helgenkåret .
Han er indtil i dag blevet betragtet som en idealfigur for mennesker , som har følt sig på kant med institutionerne . Den kendte forfatter Ignazio Silone har skrevet et skuespil om ham : ” Eventyret om en fattig kristen ”. Silone var netop et menneske , der karakteriserede sig selv som værende på kant med den institutionelle ramme om idealerne ; han kaldte sig selv ” kristen uden kirke og kommunist uden parti ”.
En anden italiensk forfatter , Umberto Eco , blev især kendt for sin roman Rosens Navn fra 1983 . Det er en middelalderkrimi , men det er meget mere end det . Den foregår i et kloster , hvor der skulle foregå en teologisk drøftelse mellem pavelige teologer fra Avignon og en række ledende franciskanere om det , som franciskanerne har hævdet , at Kristus intet ejede . Det var ikke blot et spørgsmål om teologi og bibellæsning . Det var også et spørgsmål om kirken som magtfaktor i verden , om at en kirke , som efter Kristi forbillede gav afkald på rigdom og magt , derved ville overlade magten til kejseren alene . Derfor kunne paven og hans teologiske rådgivere ikke acceptere en fattig Kristus , en fattig kirke .
Det er ikke noget let dilemma . For kæmper kirken for at have rigdom og indfly-
14