Kampen om fattigdommen af Gunnar Bach Pedersen
For Frans var det at leve i fattigdom helt afgørende . Det var hans kærlighed : han giftede sig med ” fru fattigdom ”, Madonna Povertà ( se billedet på bladets forside ). Men i Frans ’ sidste år og i tiden efter hans død var forholde til ejendomsløsheden et stort stridspunkt både indenfor hans orden og mellem ordenen og andre dele af Kirken . Og i en vis forstand havde det også været omstridt før Frans .
For Frans var det guddommeligt åbenbaret , at han skulle leve i ejendomsløshed . I sin søgen efter mening og efter Guds vilje greb han jo til det , som i min barndom kaldtes ” mannakorn ” – man trak et lille kort med en bibelhenvisning for at søge vejledning . Frans gik i kirke og fik præsten til at slå ” tilfældigt ” op i messebogen tre gange . Og det som Frans på den måde oplevede som Guds tale direkte til ham var for det første : » Vil du være fuldkommen , så gå hen og sælg , hvad du ejer , og giv det til de fattige , så vil du have en skat i himlene . Og kom så og følg mig !« ( Matt . 19,21 ). Derefter : » Hvis nogen vil følge efter mig , skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig . ( Matt . 16 , 24 ). Og til sidst : ” han forbød dem at tage noget med sig på rejsen ” ( Mark 6,8 ).
Før Frans
Forholdet til ejendom spiller en stor rolle i Det nye Testamente . Vi læser i Apostlenes Gerninger om den første menighed i Jerusalem , at ” de var fælles om alt ”, og at de ” solgte deres ejendom og delte ud til alle efter enhvers behov ” ( Ap . G . 2,44-45 ). Vi kan også læse om , at dette at opgive personlig ejendom ikke var uproblematisk , at mennesker søger sikkerhed i ejendom . Ananias og Safira hævdede at have givet alt og havde alligevel stukket noget til side . ( Ap . G . 5,1ff ). Også Paulus skriver om de kristnes forhold til rigdom og magt . Han skriver til de kristne i Korinth , at de ved deres kaldelse ikke var ” mange mægtige , ikke mange fornemme ”.
Teologer diskuterer , om kristendommen i sin begyndelse var en bevægelse for fattige , særligt for dem på bunden af oldtidens samfund . Det var den nok i stort omfang , men bestemt ikke udelukkende – der var også rige mennesker , som kunne stille deres huse i Rom til rådighed for menighedens gudstjenester . Men det var idealet , at social stand ikke betød noget , ligesom heller ikke andre sociale forskelle . Der var ideelt ikke forskel bygget på rigdom , status , køn eller etnicitet ( Gal . 3,28 ), Paulus kunne dog påpege , at det var et ideal , som virkeligheden ikke levede op til , når han barskt viser , hvordan de rige ved deres manglende solidaritet bryder enheden i Kristus lige netop der , hvor den burde være mest tydelig , i nadveren ( 1 . Kor . 11,17-34 ). Og Paulus selv kan heller ikke
11