Kære medlemmer !
Hilsen til medlemmerne
Et usædvanligt år i Assisi-Kredsens historie går mod enden . Det er et år , hvor vi har planlagt meget , men kun har kunnet gennemføre lidt af det . Forårsrejsen blev aflyst - i stedet arrangerede vi en efterårsrejse , som vi også har måttet aflyse . Vi nåede at holde vores årsmøde i februar , og ligeledes lykkedes det at gennemføre besøget i Sankt Ansgars kirke , men også vores efterårsmøde har vi aflyst . Årsagen til dette usædvanlige år kender vi alle , pandemien , som raser over hele kloden . Sommetider synes vi , at vi er meget langt fra den tid , hvor Frans levede . Men her er et punkt , hvor det viser sig , at vi er tættere på , end vi troede . Der har altid være smitsomme sygdomme , spedalskheden havde man hele tiden i middelalderen , og fra tid til anden kom de store epidemier , pest og kolera . Nu lever vi i en tid , hvor vi troede , at lægevidenskaben havde styr på det — i hvert fald i den rigeste del af verden . At det er anderledes i de fattigste lande , har vi en tendens til at glemme eller fortrænge . Og så kommer den nye smitte , som vi hverken har medicin eller vaccine imod . Og vi må gribe til de samme midler som i middelalderen , karantæne , isolation og afstand . Selv ” mundbind ” kendte de til dengang . Pestlægerne bar en maske med fuglenæb , som var fyldt med aromatiske urter , fordi man troede , at det var den ilde lugt , der bar smitten ; det huskes stadig i navnet på sygdommen malaria , som på italiensk betyder dårlig luft . Fra middelalderens Italien har vi to meget forskellige vidnesbyrd om , hvordan man kunne forholde sig til smittede og smittefarlige medmennesker . Den ene er : Lad os redde os selv , og lad
Frans plejer en spedalsk - statue ved Rivotorto
3