Det får drengene til at spærre øjnene op . ” Men I må ikke sige det til min far . Jeg vil bare i skole . Bare lige én dag . Og jeg kommer jo hjem lige efter .” Daniel kigger først på Clara , så på hendes hus og så tilbage på Clara . ” Bare i dag ?” spørger han . ” Ja !” siger Clara og kan mærke glæden boble op . Drengene skæver til hinanden og trækker så på skuldrene . Clara går ind i gruppen og følger med ned mod bymuren . Inden de kommer derned , vikler hun sit hår op under hatten igen . Daniel tjekker , at der ikke er løse lokker . Soldaten nede ved bymuren kigger dog kun kort på hende , før han åbner porten .
Turen hen til skolen er længere , end Clara troede , men hun nyder hvert et skridt . Herude er vinden stærkere , fordi murene ikke står i vejen for den . Og hun kan se helt ud i horisonten , hvor sandet møder himlen .
Hun lokker Daniel til at fortælle om skolen , og han forklarer , hvor hun skal købe sin uniform .
” Har du penge med til at betale for uniformen ?” spørger han .
Clara tøver en smule , men så hiver hun juvelen op fra sin lomme . Daniels øjne bliver store . ” Den har du helt sikkert ikke fået lov til at tage .”
74 Oxfam Danmark · læseraketten