Sandet griber hende . Der er ingen på gaden . Alligevel trækker hun sig helt ind mod muren , mens hun venter . Der går ikke længe , før hun kan høre drengene snakke . De runder hjørnet og lægger ikke mærke til Clara . Da de kommer tæt nok på , træder hun ud fra murens skygge og ind foran dem .
De hopper alle sammen af forskrækkelse , og en af dem udstøder et lille råb .
” Hej ,” siger Clara hurtigt . I det samme går det op for hende , at drenge plejer at have en dybere stemme end piger . ” Hej ,” gentager hun lidt dybere .
I midten af gruppen står hendes gamle ven , Daniel . Han lægger hovedet på skrå . ” Clara ?” spørger han . Hun kigger sig over skulderen , som om han ikke snakker til hende . ” Hvem er Clara ?” Hendes stemme er nu så dyb , at hun næsten lyder som sin far . Nogle af drengene smiler , og Clara sætter hænderne på sine hofter .
” Vi kan godt se , at det er dig , Clara ,” siger Daniel . ” Noget af dit hår er faldet ud .” Han peger på en lok af Claras hår , der hænger frit under hatten . Clara sukker og tager den af . ” Fint ,” siger hun så med sin normale stemme . ” Hvorfor er du oppe så tidligt ?” spørger Daniel . Clara ser sig om for at sikre sig , at de er alene på gaden . ” Jeg skal med jer i skole .” Hun kan slet ikke skjule sit smil . Der kommer en rynke i Daniels pande . ” Har din far sagt det ?” Clara bider sig i læben . Vil drengene sladre til hendes far ? Men hun kan heller ikke få sig selv til at lyve . ” Nej ,” hvisker hun .
MELLEMTRIN 73