Oliver fnyser . Håb om hvad ? Om regn ? Det håb er tørret ud for længe siden , sammen med alt andet . Det nytter jo ikke noget at gå og håbe på alt muligt , der alligevel aldrig kommer til at ske . Hvad skal det gøre godt for ? Det , der fylder mest i hovedet , er varmen , sandet og tørsten . Åh , hvor han hader det . Han husker tydeligt den dag , det begyndte . Det var den dag , sandet kom . Oliver var på vej hjem fra sin bedste ven , Alfred . Det var en blind vej i et roligt og fredeligt kvarter med helt almindelige familiehuse , blomstrende haver og grønne hække . Selv mellem fliserne i fortovet pressede grønne planter sig op . Der var kun fire hundrede meter mellem Olivers og Alfreds huse . Hvis fortovet efterhånden havde fået en hulning , så var det helt sikkert dem , der havde slidt den . De spillede computer og brugte så godt som al deres fritid på det . Engang havde de spillet en del fodbold sammen , men det var slut nu . Med mindre de spillede FIFA selvfølgelig .
Den eftermiddag var det blevet sent , også for sent . Olivers mor havde skrevet flere gange , at nu skulle han komme hjem med det samme , men de var lige så godt i gang med et raid . Tiden var bare fløjet af sted . Det skete tit , når de sad og spillede . Det var virkelig irriterende , for man nåede jo ingenting , når tiden ræsede af sted på den måde . Den dag havde de været virkelig tæt på at få ram på bossen . Dens liv var helt nede på 4 %, de skulle bare lige … så ringede hans mor . Han var nødt til at tage den . Det døde de af .
T-shirten flagrede omkring ham , og snørebåndene piskede rundt om anklerne . Han havde ikke bundet dem . Det gjorde han aldrig . Det var jo bare spild af tid , når de alligevel snart skulle bindes op igen . Han havde shorts , T-shirt og kasket på , for det var en meget varm dag . Sommeren bragede løs , og sådan havde det været meget længe nu . Det var ikke til at holde ud , selvom de fik en sodavandsis om dagen – i hvert fald når de var hjemme hos Alfred .
68 LÆSERAKETTEN 2022