DEN DAG SANDET KOM
SØREN JESSEN
Oliver sidder ude midt i åen og graver et hul i sandet . Han stikker fødderne derned , skubber sand hen over fødderne og begraver dem . Sandet er en smule køligere et stykke nede – hvis man graver dybt nok . Det er , som om der stadig er en rest af fugt dernede . Fugt må ikke gå til spilde , for det er en sjældenhed nu om dage . Der er ikke længere noget vand i åen , ingen planter , ingen fisk , intet liv så langt øjet rækker . Bortset fra Oliver . Han sveder – altså lever han . Døde mennesker sveder ikke , det ved han . Han har set mange døde det sidste års tid .
Sollyset er skarpt , varmen ligger tæt og tung , den trykker ham ned i sandet og gør det svært at få vejret . Nej , der er ikke meget liv tilbage i landskabet , men Olivers hjerte banker stadig . Hans mormor siger , at så længe han kan mærke det , så er der håb .
mellemtrin 67