MELLEMTRIN · NOVELLE: ALDRIG MERE
Hun kan mærke, at Lasse lægger en hånd på hendes skulder.
”Silje?” siger han. ”Hør lige her. Jeg er rigtig ked af det. Det var
et uheld, og jeg gør det aldrig mere, okay? Din mor bliver bare
bekymret, hvis hun hører om det. Så hvis vi kan aftale, at du ikke
siger noget, kan jeg måske give dig en ny telefon.”
Endelig løfter hun blikket fra skoene og ser på ham.
Hun synes godt, hun kan se på ham, at han mener det. At det ikke
var med vilje.
Lasses øjne er blå. Dengang hun hilste på ham for første gang,
tænkte hun, at hans øjne virkede rare, og de ser også rare ud nu.
Det var jo trods alt heller ikke så hårdt et slag. Der kommer
nok ikke engang et mærke, som hendes mor kan opdage, når hun
kommer op i sommerhuset igen i morgen.
Silje tager en dyb indånding. Hendes hjerte slår roligere i brystet
igen. Hendes hals føles heller ikke lige så ru som før.
”Men,” siger Lasse, ”så bliver du simpelthen også nødt til at love
mig, at du gør, hvad jeg siger en anden gang. Ellers kan jeg jo ikke
lade være med at blive irriteret på dig. Kan du ikke godt forstå det?”