MELLEMTRIN · NOVELLE: ALDRIG MERE
Det går ikke helt så hurtigt som før på grund af det dumme sidestik.
Men stranden kan ikke være langt væk.
Hendes mund føles både tør og klistret.
Så hører hun en lyd oppe fra trækronerne.
Hun kikker op og ser en fugl, der basker med vingerne og letter
fra en gren. I samme øjeblik kan hun mærke, at hendes ene fod
bliver fanget af en trærod.
Et lille skrig kommer ud af hendes mund, da hun falder.
Hun prøver at tage fra med hænderne, men hun når det ikke.
Skovbunden føles slet ikke blød at lande i. Hendes knæ og hage
banker ned i jorden. Tænderne klapper hårdt sammen. Hun bider
sig et sted i munden. Det smager af jern.
Hun gisper og rører først ved sin hage, kikker på fingrene. Intet
blod. Hun spytter. Kun i munden. Det gør bare så ondt, og hun kan
mærke tårerne komme frem i øjnene. Hun lader hovedet synke ned
mod jorden. Mærker en dråbe løbe ned over sin næse.
Hvad var det? Det lyder som nogen, der træder på en tør pind.
Hun løfter hovedet og ser Lasses fødder med de hvide sko på.
Hans Adidas-sko er samme slags som hendes, bare i størrelse 44.
De kommer tættere på, og så standser de. Han sætter sig på hug
foran hende.
Silje kan mærke, hvordan hun bliver helt slap i kroppen.
Hun ville virkelig ønske, at hun var en maskine. Så ville hun ikke
behøve at tænke noget; så ville hun ikke have nogen følelser.
”Du må altså ikke bare stikke af fra mig på den måde, Silje!”
Han lyder meget forpustet, og hans stemme er også helt tynd og
mærkelig. ”Jeg blev simpelthen så forskrækket. Det kan du godt
forstå, ikke? Hey. Kik lige på mig engang. Er du okay? Har du slået
dig?”
87