Inden Julian kom på skolen, var det anderledes. Når han kom
hjem fra skole, gik han rundt i kvarterets gader. Mange af de større
børn i området var ubehagelige. De tog stoffer og havde våben.
De prøvede også at lokke Julian til at tage stoffer, og de pressede
ham til at bære ”hvide våben”. Hvide våben er knive og andre ting,
der kan skære. ”Sådan ét skulle man have. Sådan var det bare.
Sådan gjorde alle,” fortæller Julian. Sammen med de andre drenge
fra området hang Julian ud i parken. Her slentrede grupper af unge
drenge rundt. Nogle prøvede at tjene eller stjæle penge. Andre
skulle bare have tiden til at gå. Julian stolede ikke på nogen, og
han vidste aldrig, hvad de andre drenge kunne finde på.
Kontrasten til bandet på skolen føles enorm. I parken handlede
det om at passe på sig selv. Der var han alene. I bandet kan han
give sig hen til rytmen uden frygt for, at der sker ham noget.
Skolen fungerer som et lille samfund. Eleverne lærer om demokrati
og om, hvordan man tager fælles beslutninger. Hvert år vælges en
borgmester blandt eleverne.
100
L ÆSERAKETTEN 2019