Forsigtigt, meget forsigtigt tog han den
ud og satte den på sit hoved.
Bis stirrede på dragetanden, der var brændt
sort af uhyrets ildånde. Og vidste nøjagtig,
hvad han ønskede sig.
”Drager,” hviskede han og smilede under
hattens skygge. ”Jeg ønsker mig drager.
Og jeg ønsker at redde prinsessen fra
en drage.”
Intet skete.
Udenfor drev små skyer dovent
hen over himlen. Et sted langt borte
gøede en hund.
Og intet skete.
Skuffet tog Bis hatten af.
Han burde have vidst,
at det bare var
noget, kokken
havde bundet
ham på ærmet.
Naturligvis kunne
en dum hat ikke
opfylde ønsker,
det havde
været tovligt
af ham
at tro at …
TRIN 2
55