Innovationsreport | Page 95

Props & Pearls Den socialøkonomiske virksomhed Props & Pearls er en sundhedslounge for kvinder. De arbejder for at hjælpe kvinder, der sundhedsmæssigt er kommet i en udsat situation i forbindelse med blandt andet brystkræft, underlivskræft, inkontinens og vulvalidelser. Props & Pearls er også initiativtager til fondsstøttede projekter, der skal komme de mange til gavn. Al overskud går til at fremme vilkår for de kvinder, Props & Pearls er til for at hjælpe. Formål: Forbedre livskvaliteten gennem ”hjælp til selvhjælp” for kvinder, der sundhedsmæssigt er kommet i en udsat situation i forbindelse med brystkræft, underlivskræft, inkontinens eller vulvalidelser. Fælles for de områder Props & Pearls arbejder med er, at kvinderne ud over sygdommen ofte slås med angst, tab af kvindelighed og tabuisering. Konceptet: Props & Pearls arbejder ad 2 veje. De yder én til én kunderådgivning i loungen på kvindernes præmisser. Formålet med kunderådgivningen er dels at inspirere kvinden til, hvad hun selv kan gøre for at genvinde sundhed og kvindelighed, dels gennem hendes historie at få bedre indsigt i kvindernes situation og præferencer generelt. Rådgivningen giver Props & Pearls indsigt i generelle ”huller” mellem det der er kvindernes behov, og hvad de tilbydes generelt, og Props & Pearls bruger den indsigt til at skabe nye løsninger, der skal komme de mange til gavn. Props & Pearls’ forretningsmodel er et mix af salg af hjælpemidler til private og offentlige kunder samt udviklingsprojekter støttet af kommuner og fonde. Virksomheden: Props & Pearls er et Aps, der er grundlagt i 2005 af iværksætterne Birgitte Baht & Rosemarie Wedell-Wedellsborg. Ud over stifterne er der pt. 2 ansatte; en butikschef og en frivilligkoordinator. 95